Voksne danskere spiser i gennemsnit knap 30
gram ost om dagen. Ost spiller derfor en vigtig rolle i vores kost,
både positivt og negativt ernæringsmæssigt set. Da næsten alle vil
have gavn af at spise mindre mættet fedt, ligger løsningen lige
for.
Hvis man vælger de magre, fedtfattige varianter får man mælkens og
ostens gode egenskaber - uden at risikere for meget af det usunde
fedt. Altså bør man spise skæreost på 20+ og 30+ og light-smøreoste
frem for fuldfed 45+ ost til hverdag.
Gem de fede oste til særlige lejligheder. Det er ikke svært at
finde frem til de magre produkter, da ostens fedtindholdet står på
varedeklarationen. Gå efter oste med max 17 gram fedt per 100 gram
af varen.
Hold øje med typen og mængden af fedt
Generelt kan man sige, at osteprodukter, som har et højt indhold af
totalfedt, samtidig har et højt indhold af mættet fedt. I
gennemsnit spiser danske mænd ca. 95 gram fedt om dagen, mens deres
behov er ca. 84 gram. Danske kvinder spiser ca. 70 gram fedt om
dagen, mens deres behov er ca. 65 gram.
For meget fedt - særligt mættet fedt - er medvirkende til, at alt
for mange danskere er overvægtige. Det mættede fedt har også
betydning for udviklingen af hjerte-karsygdomme, kræft og
sukkersyge. Et af de 8 kostråd hedder derfor: Spar på fedtet - især
fra mejeriprodukter og kød.
Op til halvdelen af det fedt, vi spiser, kommer fra fedtstoffer i
form af , smør, blandingsprodukter, margarine, olie, svinefedt og
lignende. Resten får vi gennem fx kød, mælk, ost og kager. I den
danske gennemsnitskost kommer omkring 50 % af de mættede fedtsyrer
fra mejeriprodukter, og derfor kan vi med fordel spare på det
mættede fedt, når vi spiser ost, og på denne måde komme nærmere den
anbefalede mængde.
Hvor meget skal man spise?
Ud fra en samlet vurdering anbefaler Fødevarestyrelsen ca. 25 gram
ost om dagen. Anbefalingen forudsætter, at man vælger en mager
ost.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, kontorchef Else Molander
elmo@fvst.dk 33 95 60 37.