Budskabet om at fisk er sundt og skal spises 2 gange om ugen,
tager flere og flere danskere til sig.
Fisk er godt
Fisk er en meget vigtig bestanddel af en sund kost. Fisk indeholder
fiskeolier, D-vitamin, jod og selen – stoffer du ikke får så meget
af i anden mad.
Forskellige fiskearter indeholder forskellige mængder af de sunde
stoffer, og desuden indeholder især de fede fiskearter sunde
fiskeolier – de såkaldte n-3 fedtsyrer eller omega- 3
fedtsyrer.
Varier derfor mellem forskellige arter - fede og magre. Det
officielle kostråd om fisk er, at man skal spise fisk 2 gange om
ugen ved det varme måltid. Man kan også vælge at nøjes med en gang
om ugen, hvis man til gengæld spiser fiske- pålæg hver dag.
Fisk på pinsemenuen
Pinsefrokosten er en oplagt mulighed for at spise fisk i alle
afskygninger. Til det kolde frokostbord er der både mulighed for at
vælge den friske fisk eller færdigproduceret fiskepålæg. En test
foretaget af Forbrugerstyrelsen i samarbejde med Fødevarestyrelsen
viser, at de fleste fiskepålægsprodukter på hylderne i
supermarkedet, har en fin ernæringsmæssig værdi. Testen, der blandt andet omfatter fisk i
sauce, marinerede sild, torskerogn og postejer viser, at der er
mange ernæringsrigtige typer af fiskepålæg i forretningerne.
Den Danske Gourmetreje er årets
pinsefisk
Danmarks Fiskehandlere har hvert år valgt Årets Pinsefisk og i 2006
blev afgørelsen for første gang lagt ud til borgerne, som kunne
stemme på syv forskellige fiskearter hos fiskehandlere over hele
landet. Forrige år blev rødtungen valgt til pinsefisk og tidligere
er prædikatet givet til havkat, hornfisk, rødspætte, ål, knurhane
og ørred.
Gravide, ammende og småbørn skal holde lidt
igen
Kvinder, der planlægger graviditet, er gravide eller ammer, og børn
under 14 år bør højst spise 100 gram rovfisk om ugen. Børn under 3
år højst 25 gram om ugen. Rovfisk er fx rokke, helleflynder,
oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart og
tun (både tunbøffer og dåsetun). Det gælder ikke dåsetun, der
typisk bliver fremstillet af små tunfisk, som indeholder mindre
kviksølv.