Motions- og Ernæringsrådet giver i en ny rapport oplæg til en
strategi mod forebyggelse af overvægt hos børn og unge. Rapporten
slår fast, at overvægt blandt danske børn er et stadigt stigende
problem, og det er nødvendigt, at der iværksættes indsatser til at
vende denne udvikling. Men samtidig erkender rapporten, at vi
lever i et fedmefremmende samfund med mere fysisk inaktivitet og
let adgang til usund mad, der gør det svært at komme problemet til
livs.
En flersidet indsats
I rapporten bliver den eksisterende videnskabelige litteratur
indenfor forekomst, forebyggelse og behandling af overvægt hos børn
gennemgået. Gennemgangen danner grundlag for den mangesidede
strategi, der bliver forslået. Nogle af de initiativer der nævnes
er:
- At der etableres en central instans med ansvar for indsatsten
med forebyggelse af overvægt
- At der etableres et monitorerings system så det er muligt at
evaluere de forskellige indsatser mod overvægt.
- At der bruges økonomiske virkemidler til at fremme valg af
sunde fødevarer
- At der etableres landsdækkende kampagner mod sukker og fedt og
fremme af fysisk aktivitet.
- At alle skoler og institutioner formulerer kost og
motionspolitikker.
- At industrien tager et ansvar i forebyggelsesindsatsen
- At der ved planlægning og renovering af byggeri indtænkes, at
det skal stimulere fysisk udfoldelse
Den effektive metode mangler
I gennemgangen af litteraturen har Motions- og
Ernæringsrådet ikke fundet nogen metode, som har vist sig særlig
effektiv i at forbygge overvægt hos børn.
De undersøgelser, der har været, har vist begrænset eller ingen
effekt. Trods de nedslående resultater understreger rapporten, at
det ikke skal fraholde aktører i at iværksætte forbyggende
indsatser.
Overvægtsproblemet er så stort, at der bør handles på den viden,
der foreligger på nuværende tidspunkt. Men udfordringen ligger i at
nye initiativer bliver evalueret, så de bidrager med ny viden om,
hvordan vi bedst forhindrer, at børn bliver overvægtige.
Kontakt
Fødevarestyrelsen ernæringsfaglig medarbejder Karen Eriksen 3395
6182.