Det er sundt at dyrke motion og være fysisk aktiv. Motion
forebygger mange livsstilssygdomme og bruges ofte i behandlingen af
disse sygdomme. Men er det ensbetydende med, at det er usundt at
være fysisk inaktiv og usundt ikke at dyrke motion?
Motions- og Ernæringsrådets nye rapport ”Fysisk inaktivitet –
konsekvenser og sammenhænge” svarer klart: En fysisk inaktiv
livsstil har store konsekvenser for sundhed og funktion. Det gælder
for alle. Dermed også sagt, at man ikke nødvendigvis lever sundt
bare fordi man er normalvægtig. Kroppen er skabt til at blive brugt
og skal bruges, hvis vi ønsker at forblive sunde og raske.
Hvornår er man fysisk inaktiv
Med baggrund i en gennemgang af den eksisterende videnskabelig
litteratur på området foreslår rapporten, at fysisk inaktivitet
defineres som mindre end 2½ times fysisk aktivitet ved moderat
intensitet om ugen. Moderat intensitet svarer til, at man på fladt
underlag bevæger sig i rask gang eller cykler i et jævnt tempo. Det
kræver altså kun godt 20 minutters fysisk udfoldelse af moderat
intensitet om dagen, hvis man vil undgå at befinde sig i kategorien
af fysisk inaktive.
Kroppen som transportmiddel
Det er svært præcist at angive antallet af fysisk inaktive
danskere, men Sundhedsstyrelsen vurderer, at det omfatter mellem
30-40% af den danske befolkning.
Fysisk aktivitet under transport kan gøre en stor forskel og gøre
det lettere at opfylde de officielle anbefalinger for daglig fysisk
aktivitet - mindst 30 minutter for voksne og mindst 60 minutter for
børn. Brug derfor cyklen eller gå når du skal fra et sted til et
andet.
Alt tæller i regnskabet for den totale mængde af fysisk aktivitet
- også hus- eller havearbejde, fritidsaktiviteter eller bare det at
få luftet hunden.
Rapportens konklusioner
Rapporten konkluderer, at der er en overbevisende
sammenhæng mellem fysisk inaktivitet og forekomsten af type
2-diabetes og en væsentlig sammenhæng mellem manglen på fysisk
aktivitet og udviklingen af hjertekarsygdomme. Fysisk inaktivitet
ser også ud til negativt at påvirke flere former for kræft, øge
risiko for knogleskørhed og påvirke det psykiske velbefindende
negativt.
National handlingsplan og idékatalog
Rapporten foreslår blandt andet, at der udarbejdes en national
handlingsplan, som koordinerer de danske indsatser og initiativer
på området fysisk aktivitet og at den udarbejdes i overensstemmelse
med intentionerne i den fælles nordiske handlingsplan fra 2006. Her
er visionen for år 2021 at min. ¾-dele af befolkningen er moderat
fysisk aktive mindst 30 min. dagligt.
Midlerne til at nå dette mål kan måske findes i rapportens
idékatalog, som giver konkrete forslag til initiativer, der
vurderes at fremme fysisk aktivitet. Dette sker under
overskrifterne:
- Transport
- Byens infrastruktur
- Fysisk aktivitet på arbejdspladsen
- Kommunen
- De ældre
Kontakt
Fødevarestyrelsen, akademisk medarbejder Gregers Hummelmose, 3395
6673