Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk


12. september 2005

Svømning og fodbold hitter hos de idrætsaktive børn og unge

Mange børn og unge dyrker idræt i deres fritid. Alligevel skal skolebørnene være aktive på et relativt højt niveau i en del af den øvrige fritid, udover deres idrætsaktivitet, for at opnå det anbefalede fysiske aktivitetsniveau for børn og unge.

Anbefalingen er:

  • at børn og unge som minimum bør være fysisk aktive ved moderat til høj intensitet en time om dagen.

Over halvdelen er idrætsaktive
68 % af alle børn i alderen 7-15 år går fast til organiseret idræt. Medtages både organiseret og uorganiseret idræt, er 88 % af aldersgruppen fysisk aktive. Idrætsdeltagelsen er størst i 7-9-års alderen, hvor 73 % regelmæssigt går til idræt som medlem af en sportsklub/forening. Herefter falder deltagelsen med alderen. For de 10-12-årige er deltagelsen på 70 %, for de 13-15-årige er den på 57 % og for de 15-17-årige er deltagelsen på 46 %.    

Træningsmængde
Af de idrætsaktive 7-15-årige går en tredjedel til én idræts gren i fritiden, en tredjedel går til to forskellige idrætsgrene og den sidste tredjedel af de idrætsaktive børn og unge går til mindst tre forskellige idrætsgrene i fritiden.

Det gennemsnitlige ugentlige tidsforbrug på idræt blandt skolebørn, der regelmæssigt går til idræt er ca. 3 timer om ugen. Der er dog en betydelig andel af de store børn der bruger flere timer på idræt. En undersøgelse blandt 9. klasse elever viser, at omtrent en fjerdedel bruger 1-3 timer om ugen på idræt, en fjerdedel bruger 4-5 timer om ugen, en fjerdedel bruger 6-8 timer om ugen og den sidste fjerdedel bruger mere end 9 timer om ugen.

De mest populære idrætsaktiviteter
De seneste medlemstal for børn og unge under 18 år i Danmarks Idræts Forbund (DIF) viser, at der, i nævnt rækkefølge, er størst deltagelse indenfor idrætsgrenene:

  1. fodbold
  2. svømning
  3. håndbold
  4. gymnastik
  5. ridning 
  6. badminton.

Kønsforskelle
Der er betydelige kønsforskelle med hensyn til, hvilke idrætsgrene børn og unge går til.

Drenge:

  • Halvdelen af de adspurgte drenge går til fodbold
  • 34 % går til svømning 
  • 21 % går til badminton
  • Gymnastik, håndbold og andre boldspil for hold foretrækkes af ca. 13 % af drengene.

Piger:

  • hver tredje går til svømning
  • 24 % til gymnastik og aerobic
  • 22 % spiller fodbold,
  • 17-19 % går til håndbold, dans og ridning
  • 13 % spiller badminton.   


Kontakt
Fødevarestyrelsen bromatolog Hanne Høberg Hansen tlf: 3395 6348.
Vil du vide mere: