Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

5. september 2005

En madordning med mange sidegevinster i klubben Hampeland

Sundhed, sport og gamle lege er i fokus i klubben Hampeland. Klubben serverer hver dag sund mad til 2 kr. for alle medlemmer. Ud af de ca. 280 børn og unge, er godt 200 tilmeldt klubbens madordning. Og den nu veletablerede madordning i daglig tale kaldet "Frugten" er både afholdt og flittigt brugt.

Organisering og omkostninger

Dagligt sørger to fast tilknyttede pædagoger for, at børnene bliver tanket op, i tiden fra 13.00-15.00, hvor de kommer sultne i klubben. Det koster 150 kroner i kvartalet at være med i "Frugten". Har børnene ikke lyst til at deltage fast i madordningen, eller er de ekstra sultne, er der mulighed for at købe tyrkiske brød, pirogger, pølsehorn pitabrød, pasta- salat, råkost mm., ligesom der hele året 2-3 gange om ugen laves bålmad.

De to fast tilknyttede pædagoger, bruger dagligt ca. 1,5 time hver på madordningen. Der er mange gøremål knyttet til ordningen ud over at forberede maden. Hver uge skal der gøres rent efter et egenkontrolprogram, der skal købes ind, bestilles varer mv. Madordningen koster Hampeland ca. 16 timer ugentligt – ressourcer, der ifølge de to pædagoger, er givet super godt ud.

Det handler ikke kun om mad

Pædagogerne er enige om, at børnene har brug for et måltid mad efter en lang skoledag - ofte uden mad. Mange har ikke fået frokost, når de kommer i klubben, og er derfor hunde- sultne. Det har vist sig, at madordningen har mange side- gevinster. En af gevinsterne har været en bedre atmosfære i Hampeland, da mange konflikter er blevet minimeret. At børnene sætter pris på ordningen er der ingen tvivl om - nogle kigger også forbi i løbet af dagen for at se, hvad menu- en byder på.

Spise i ro og mag

Når børnene spiser deres mad, skal de sidde roligt og bruge tallerken og bestik. Dette er dels for at skabe ordentlige rammer for måltidet og gøre det mere hjemligt, men også for at signalere, at det er en vigtig del af en god dag, der skal prioriteres. Blandt pædagogerne i Hampeland er der enighed om, at de rolige rammer om måltidet er et vigtig element ved madordningen.

Fast korps af medlemmer inddrages
De børn, der har lyst at deltage i forberedelserne af mad- ordningen, er velkomne. Det kan dog til tider være lidt svært, at få børnene ordentligt inddraget i de mange aktiviteter, som madordningen rummer. Mange af klubbens børn og unge har fleksible skemaer, og kommer derfor i klubben på forskellige tidspunkter.

I Hampeland serveres et væld af forskellige retter, og kan man ikke li´ det som menuen byder på er der altid frugt. Hampeland har et fast korps af klubmedlemmer, der står bag disken og servicerer deres kammerater. For tiden er det kun pigerne, der tager en tørn bag disken, hvor de har en fast vagt en dag om ugen. Det får de et symbolsk beløb på 15 kr. i timen for arbejdet. En voksen hjælper til for at undgå fejl - især mht. håndteringen af pengene.

En appelsin i den pædagogiske turban

De to pædagoger er meget enige i, at madordningen har mange sidegevinster, udover at sikre, at børnene får et sundt måltid mad. "Der er mange andre dimensioner i madord- ningen, der gør den fordelagtig for os. Dels får vi mange gode snakke med børnene, når der hakkes, snittes og kokkereres. Dels er der mange børn, der ikke ved, hvordan man vasker op med varmt vand og sæbe, vrider en klud, eller bager boller. Derfor tilegner børnene sig også mange færdigheder af både sociale og madteknisk art gennem vores madordning."

Bagekasser

Klubben har indført bagekasser. Kasserne har ingredienser gode vejledninger, der guider børnene gennem hele processen. Fordelen ved bagekasserne er også, at en pædagog, som ikke er vant til at bage, sagtens kan gennem- føre denne aktivitet, fordi vejledningerne er så lette at følge. Generelt er kasserne rigtig gode til at hjælpe børnene på vej, hvis de gerne vil bage noget til at tage med hjem.

Ind med det grønne
Et par grønne fif fra de to pædagoger som genveje til det sunde er: "Når vi laver varme retter, pastasalater mv. sørger vi for altid at bruge lige dele kød og grønt. Nogle af børnene er ikke så vilde med frugt og grønt, så vi finhakker det, og blander det grønne i fx kødretter, pastasalater mv. Og det glider fint ned.


Ud med det søde
Søde sager som slik og sodavand er også afskaffet i Hampeland. Nu sælges der juice og der er kold vand til fri afbenyttelse. "Vi havde emnet slik oppe på et personale- møde, og vi blev enige om at afskaffe slik og sodavand i dagtimerne. Derfor tog vi det også op på et forældrebestyrel- sesmøde. Forældrene var med på ideen – og det er børnene faktisk også – de spiser hvad der er! I starten var vi bange for, at børnene ville søge butikkerne for at få de søde sager, men faktisk går det rigtig fint – det gør de ikke. Det var ikke noget problem for os at skifte kurs!".



Kontakt
Fødevarestyrelsen, Maria Haukrogh MSc. Health Promotion, Ernæring- & Husholdningsøkonom, tlf:  33 95 61 83.
Vil du vide mere: