|
Butikker og restauranter, som sælger mad- og drikkevarer til
forbrugerne, skal altid have deres seneste rapport hængende fremme,
så kunderne både kan se smiley'en og læse, hvad der er skrevet på
rapporten. Så kan de bruge den til at vælge, hvor de vil gøre deres
indkøb.
"Medierne har fremført, at mange butikker m.v. ikke havde
rapporten hængende. Derfor bad jeg Fødevaredirektoratet om at
foretage en kontrol af ophængningen", siger fødevareminister
Mariann Fischer Boel.
I sidste uge blev 1.577 detailvirksomheder landet over
kontrolleret i en hurtigt igangsat kampagne. Langt de fleste af
kontrollerne skete ved de løbende ordinære tilsyn. I 128 tilfælde
blev det alene tjekket, om rapporten var på plads.
181 virksomheder, svarende til 11 %, måtte indkassere en bøde
eller indskærpelse.
6 % havde slet ikke rapporten hængende, hvilket typisk blev
takseret til en bøde på 2.000 kr. plus en sur smiley, som skal
blive hængende, til der er foretaget fire nye tilsyn.
5 % havde anbragt rapporten, så kunderne ikke uden videre kunne
få øje på den, hvilket resulterede i en indskærpelse – den ikke
helt glade smiley.
I Sønderjylland var der færrest overtrædelser - to bøder og to
indskærpelser (4 %). Flest g(l)emsomme blev noteret i
hovedstadsområdet med 19 % af de kontrollerede i København. Her
vankede der bøder til 14 % og indskærpelser til 5 %.
Mange af de g(l)emsomme havde egentlig ikke noget at skjule.
Faktisk sad der et stort smil på hver tredje og et lille smil på
hver anden af de rapporter, der manglede eller var gemt væk. Kun på
hver tiende rapport var smiley'en sur.
"Ordningen er kun halvandet år gammel, og alt er ikke på plads
endnu. Kampagnen har givetvis fået en del rapporter frem. Men de
skal hænge, så forbrugerne har glæde af dem", siger Mariann Fischer
Boel.
"Kampagnen er slut for denne gang. Men kontrollen fortsætter ved
hvert eneste af de mange ordinære tilsyn af virksomhederne.
Forbrugere, som ikke kan få øje på rapporten i en restaurant eller
en butik, er velkomne til at rette henvendelse til den lokale
fødevareregion", slutter Mariann Fischer Boel.
Mere detaljerede resultater fra
kampagnen kan ses på Fødevaredirektoratets
hjemmeside.
Kontakt
Henrik G. Jensen, vicedirektør i Fødevaredirektoretet, tlf. 33 95
60 06, mobil: 21 80 44 96 eller Hanne Larsen, kontorchef i
kontrolstyringskontoret, tlf. 33 95 60 08, mobil: 22 11 50 63.
Man kan også kontakte fødevarecheferne i de 10 fødevareregioner.
Information om smiley-ordningen findes
på Fødevaredirektoratets hjemmeside.
|