Børn er ofte underlagt de voksnes vilje, smag og regler mht.
mad. Slik er et af de steder, hvor børn har deres egen verden. Slik
er for børn ofte et spørgsmål om at spise det uspiselige. Meget
slik har f.eks. uspiselige navne – lakridspiber, skolekridt,
heksehyl osv. Eller ulækre navne som hundeprutter, andemad,
losseplads og lign. Noget slik lægger op til, at man kan lege med
det før det spises. Eller at det tages ind og ud af munden for at
følge farveforvandlingen - også et brud på en af de 'voksnes
bordregler'.
Denne måde at bryde med hverdagens voksne måde at forstå mad på
kan med succes anvendes til at gøre fødselsdagsmaden anderledes og
mere overraskende. Sund mad kan anrettes eller iscenesættes så
børnene får en anderledes oplevelse. Bananen kan laves til et
vikingeskib med frugtpålæg som sejl og halve vindruer som skjolde
på siderne. Kartoffelmos overstrøet med hakket persille og en halv
pølse med en agurkeskive foroven kan blive til en øde ø med en
enlig palme. Og skal det være makabert - en klat ketchup, der hvor
de farlige indfødte blev nedkæmpet.
Børn har ikke samme tabuer omkring mad som voksne, det ulækre og
uspiselige går fint sammen med mad i deres univers. En sund
rødbedekage er måske ikke børnenes favorit, men Draculas blodkage
evt. pyntet med lakridssnørebånd som spindelvæv vil helt sikkert
være et hit. Kun fantasien sætter grænsen, og den har børn generelt
meget mere af end voksne, så inddrag fødselaren når menuen skal
planlægges og laves.
De store slikposer
Mange børn får sodavand og slik til hverdag og forbinder
derfor ikke de søde sager med noget forbeholdt festlige
lejligheder. Det løser mange fødselsdagsarrangører ved at give
endnu større slikposer, men man kunne også tænke i andre baner.
Skovbrynet laver temafester
I børnehaven Skovbrynet har man helt fjernet fokus fra
traktementet. I stedet er fødselsdagen blevet lig med temafester,
hvor fødselsdagsbarnet og sjove aktiviteter er i fokus frem for
slikposernes størrelse. Fødselaren får lov til at bestemme dagens
indhold f.eks. en ringridningsturnering. Her laver børnene
kæpheste, som de bruger under turneringen, og bespisningen er
selvfølgelig grovbrød og hestepærer (halve pærer).
Børnehavens initiativ er omtalt i Politikken lørdag d. 9. aug.
Og hæftet "Sådan skal min fødselsdag holdes…" kan bestilles ved at
sende en check på 50 kr. med navn og adresse til Børnehaven
Skovbrynet, Kalvehave 28, 6330 Padborg.
Serveringsforslag til børnehaven eller
skolen
Skal børnene have lidt sødt med til uddeling, er frugtmuffins en
glimrende løsning. De kan laves i forvejen og fryses ned.
Alternativt kan I bage boller, hvori I tilsætter mørkt chokolade.
Begge dele er bedre end slik, men dejligt sødt og noget børn kan
lide.
Til et større traktement hjemme kan I eksempelvis lave
forskellige typer af pirogger med spinat, tomat eller skinke. De
kunne laves runde og omdøbes til ufo'er. Dertil kan I servere fint
snittede grøntsager serveret i små skåle som tilbehør. Børn
foretrækker selv at kombinere deres mad og kan ikke lide, at
grøntsager er blandet sammen. I de fleste klasser eller
institutioner er der børn med en anden kulturel baggrund end dansk.
Vær f.eks. opmærksom på ikke at servere retter med svinekød, hvis
der er muslimer med. Børn kan generelt ikke lide at skille sig ud,
lav derfor noget alle kan spise frem for at lave særanretninger til
en enkelt.
Noget at drikke
I stedet for sodavand og saft, der har et højt indhold af
sukker og tilsætningsstoffer kan I vælge at lave frugtsmoothies. De
er mere festlige (og sundere) end et glas sodavand, og det er
sikkert ikke noget, børnene får særlig tit.
Kontakt
Maria Haukrogh projektmedarbejder Alt om kost,
tlf. 72 34 74 23.