Mange storkøkkener ønsker at bruge økologiske råvarer. Men det
er stadig et problem at sikre en stabil forsyning fra
producenterne. Løsningen findes måske i regionale
forsyningscentraler. Et seminar sætter fokus på fynske erfaringer
med denne model, og på de grunde, storkøkkener kan have til at
inddrage økologiske varer i deres produktion.
Det er Fødevaredirektoratet, der står bag seminaret, som holdes
i forbindelse med Tema 2003 i Bella Centret mandag den 24. februar
2003 kl. 9.30-12.00.
Fødevaredirektoratets projekt Basiskost har erfaret, at
storkøkkenerne har mange grunde til at inddrage økologiske varer i
deres produktion. De kan profilere sig på økologien, og varerne
passer ofte godt ind i det sunde udbud af mad, som kunderne i
stigende grad efterspørger.
Samtidig stiller flere og flere virksomheder miljøkrav til deres
kantiner, herunder at økologiske varer indgår i overvejelserne. Det
gælder også, når disse virksomheder indgår aftaler med kursus- og
konferencecentre. Endelig praktiserer mange kommuner og amter en
økologisk indkøbspolitik, når der købes ind til
institutionskøkkenerne – ikke mindst skolemadsordninger.
Også fra politisk hold er der ønsker om at skabe et stabilt
marked for økologiske fødevarer blandt storkøkkenerne. Regeringen
har således netop afsat 10 mio. kr. til at fremme økologisk mad i
de offentlige storkøkkener.
Seminaret vil sætte fokus på, hvordan spisestederne kan udnytte
mulighederne i økologiske fødevarer. Hvad er
forretningsmulighederne? Hvad er miljøgevinsterne? Hvad er
kvalitetsfordelene? Hvad er op og ned i den seneste tids debat om
fejlernæring? Hvordan er forsyningsmulighederne? Og hvordan kan man
udnytte partnerskaber til at høste gevinsten ved de økologiske
fødevarer?
Forsyningen af varer har vist sig at udgøre en barriere for
køkkenerne.
Meget tyder på, at forsyningen skal ses i et regionalt
perspektiv. På seminaret den 24. februar præsenteres erfaringer fra
Fyns Amt. En ny regional forsyningscentral kan komme til at spille
en central rolle for kontakten mellem storkøkkenerne og
leverandørerne, og måske komme til at spille en aktiv rolle som
besøgs og kursussted i et regionalt perspektiv.
Man kan tilmelde sig via denne formular (word-dokument)
Kontakt
Bent Egberg Mikkelsen, tlf. 72 34 74 23.