Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

10. november 2003

Ny pjece om mad uden gluten

Fødevaredirektoratet udgiver i samarbejde med læger, kliniske diætister, Dansk Cøliakiforening og Sundhedsstyrelsen en ny pjece til mennesker med tarmsygdommen cøliaki. Pjecen giver gode råd om varedeklarationer og om hvad man kan spise, og hvad man skal undgå, når man har cøliaki.

Mennesker med cøliaki kan ikke tåle gluten, fordi det skader deres tyndtarm, så maden fordøjes dårligere, og vitaminer og andre næringsstoffer ikke bliver optaget. Gluten findes i protein fra hvede, rug og byg, som man derfor er nødt til at undgå livet igennem, hvis man har cøliaki. Børn med cøliaki må heller ikke spise protein fra havre. Cøliaki-patienter kan således ikke spise almindeligt brød, pasta, morgenmadsprodukter, kager, sovs og lignende og må undgå mange slags pålæg, færdige middagsretter, slik, frosne kartoffelprodukter med mere, som kan indeholde hvedemel.

"Cøliaki er en rigtig tarvelig sygdom. Især hos voksne er den besværlig at diagnosticere, fordi symptomerne ofte er svage og uspecifikke. Folk går tit længe og skranter uden at vide hvorfor. Når diagnosen så er stillet, er det tidskrævende at sammensætte kosten rigtigt, og det er besværligt, når man skal i byen at spise" siger Birgitte Weile. Hun er overlæge på børneafdelingen på Gentofte Amtssygehus og har været med til at lave pjecen.

Gå altid til lægen
Birgitte Weile understreger, at man ikke skal tage sagen i egen hånd, hvis man har mistanke om cøliaki. "Man skal altid kontakte sin læge, før man begynder på en diæt. Ellers risikerer man, at det er endnu sværere at stille den rigtige diagnose," siger hun.

Cøliaki kan opstå i alle aldre og kan kun behandles med diæt. Oftest kommer symptomerne i barndommen, men hos en del ses symptomerne først i 30- til 40-årsalderen eller senere. Børn får tynd afføring, oppustet mave og tynde arme og ben, og væksten bliver hæmmet. Hos voksne kan der fx være luft i maven, tynde afføringer og tegn på underernæring. Man regner med, at ca. 5.000 mennesker i Danmark har cøliaki. Børn og voksne med cøliaki bør have regelmæssig kontakt med sundhedsvæsenet, herunder også gerne en klinisk diætist.

Sygdommen er delvis arvelig, men ellers ved man ikke meget om, hvorfor den kommer. Et barn i en familie med cøliaki har dog gode chancer for ikke selv at få cøliaki, hvis det ammes i mindst seks måneder og først derefter får mad med gluten. Man kan desuden nedsætte risikoen for at udvikle cøliaki, hvis barnet stadig ammes, når det gradvist begynder at få mad med gluten.
 
Pjecen "Cøliaki og mad uden gluten" er gratis og bestilles hos Fødevaredirektoratet på tlf. 33 95 60 00 på hverdage mellem kl. 9 og 12 eller på hjemmesiden http://www.fvst.dk/ under "Publikationer" samt  hos Sundhedsstyrelsens Publikationer, tlf. 70 26 26 36 eller sundhed@schultz.dk.

Pjecen kan også læses på Fødevaredirektoratets og Sundhedsstyrelsens hjemmesider, http://www.fvst.dk/ og http://www.sst.dk/.



Kontakt
Danmarks Fødevareforskning,
Charlotte Madsen tlf. 72 34 75 63
Vil du vide mere: