Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

2. december 2003

Nye temasider om kost til ældre

Alt for mange ældre spiser alt for lidt. En stribe temasider på altomkost.dk formidler den nyeste viden om ældres spisevaner, og om hvordan undervægt hos ældre kan forebygges.

Undervægtige ældre trives dårligere både socialt og fysisk, end ældre der spiser godt og regelmæssigt. Faktisk kan ældre med fordel være lidt rundere end yngre mennesker.
Rundt omkring på landets plejecentre er mere end halvdelen af beboerne undervægtige. Det viser en ny rapport fra Fødevaredirektoratet "Måltidsservice på plejecentre".

En dug og blomster på bordet kan gøre godt
En anden rapport fra Fødevaredirektoratet -  "Fremtidens kost til ældre – måltidsservice til plejecenterbeboere i fremtiden" – viser, at omgivelser og spisemiljø spiller en væsentlig rolle for de ældres ernæringstilstand. Det skærper nemlig appetitten, hvis måltiderne foregår i hjemlige omgivelser med duge på bordene, servietter og pænt anrettet mad på fade. Ændringer i spisemiljøet kan få småtspisende beboere til at spise mere og dermed påvirke de ældres ernæringstilstand i positiv retning: Deltager personalet ved måltiderne, viser erfaringerne, at det får en gunstig effekt på beboernes ernæringstilstand.