Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

2. december 2003

Musik til skolemaden

En stor spisesal med musik, spændende mad i en buffet og gratis frisk frugt og vand. Sådan lød visionen for mad på skoler, da unge fra hele Europa i forrige weekend var med til at diskutere skolemad i Strasbourg.

Da Europarådet og WHO forrige weekend havde samlet  en bred kreds af forældre, elever, ernæringsfolk, mad-professionelle, forskere, embedsmænd og politikere til et europæisk forum i Strasbourg, var netværket Young Minds med. Young Minds er et internetbaseret projekt, hvor unge fra lande i Europa kommunikerer og udveksler meninger om forbindelsen mellem unge og sundhed.

Musikalske buffetbørn
I forbindelse med konferencen lavede Young Minds repræsentanter fra Danmark, Holland og Skotland en fælles vision for mad i skoler: 
"…Vi synes, frokost på skolen skal serveres i en stor spisesal. Hvor der bliver spillet musik. Du skal have mulighed for at sidde der gennem hele frokostpausen, hvis du har lyst, det gør det muligt for dig at nyde din mad og tage dig tiden til det!! Maden skal sættes ud i en slags buffet (ligesom på hoteller) og på den måde kan man tilbyde en stor variation af madvarer, der ikke alle sammen nødvendigvis behøver at være sunde. Noget kunne være usundt, så eleverne selv lærer at træffe de rigtige valg!! Der skal også være en ny slags ukendt mad hver dag, så maden bliver varieret og derved mere spændende!! Eleverne skal også have mulighed for at ønske livretter, sådan at de er med til at bestemme!" lyder det blandt andet i elevernes fælles vision.

Det sunde valg i og uden for skolen
"Vi mener også, at vand og frugt skal gives gratis ud i alle klasser, og at det skal være tilladt at spise det i timerne. Det skal også være obligatorisk, at alle elever skal modtage undervisning i sund mad (…). Det betyder, at eleverne lærer om vigtigheden af valg af mad, ligesom de lærer at omsætte metoderne til praksis. Det opmuntrer forhåbentlig eleverne til også at foretage sunde valg uden for skolens mure, ude i verden,  og lære andre det og vigtigst af alt, at de med tiden opdrager deres børn til at gøre det samme," fortsætter elevernes vision.

Alarmklokkerne ringer for de unge
Ideen bag Young Minds projektet er, at et skoleprojekts succes - for eksempel at indføre sundere ting i skoleboden -  afhænger af, om man kan få de mennesker, der bliver berørt af projektet til at føle et ejerskab for det. I skolen betyder det, at hvis eleverne tager initiativet til en ordning og deler ansvaret med deres klassekammerater og lærerne, så er der al mulig chance for succes. Derfor er Young Minds projektet bygget op omkring handling og forandring.

Elevernes ideer og visioner skal spille en stor rolle i de valg, der træffes med hensyn til, hvad der skal satses på for at promovere sundhed i skole og samfundet generelt. En af de skotske elever sagde i et indlæg på konferencen "Young Minds projektet er skabt for at rejse opmærksomhed hos børn og teenagere omkring det vigtige i at spise sundt. Det skal også hjælpe til at forandre og forbedre valg af mad og holdninger til mad i skolen.

Young Minds projektet er en naturlig del af de alarmklokker, der ringer på det sundhedsmæssige område over hele den vestlige verden. Unge i dag er i morgens ældre generation, og hvis tingene fortsætter, som de er nu, vil mange mennesker dø relativt unge af sygdomme, der kunne have været forebygget gennem bedre ernæringsmæssige valg".

Læs mere om unge og sundhed i næste uge, hvor vi bringer et interview med Sarah Hunter fra Skotland. Interviewet handler om Sarah Hunters oplevelser med Young Minds og om, hvordan forholdene på hendes skole blev forandret, efter at eleverne selv tog fat.


Vil du vide mere: