Så er det skole- og madpakketid igen. Det kan være svært at være
kreativ med madpakken hver dag året rundt, og den traditionelle
madpakke med fire rugbrødsklemmer, et stykke frugt og et stykke
grønt kan også sagtens være både en god og sund ide til børn.
Madpakken skal tage udgangspunkt i det børnene godt kan lide,
ellers spiser de den ikke. Det betyder ikke, at børnene skal have
det samme hver dag, eller at man ikke skal komme nye ting i
madpakken. Tværtimod er det en god ide jævnligt at give nye ting
med, så barnet får smag for nye ting.
Grundmadpakken
En god regel er, at der altid bør være en mad med
fiskepålæg, en med magert kødpålæg samt en uden kød fx en
kartoffelmad, en rosin, tomat eller bananmad. Herudover én frugt og
én grøntsag.
Forskellig slags fisk
Med hensyn til fisk er det godt at veksle mellem fede fisk
som fx makrel og laks og de magre som fx rødspætte og
fiskefrikadelle.
Magert kødpålæg
Med hensyn til kødprodukter bør man først og fremmest
bruge de magre produkter (under 10 g fedt/100g) som fx skinke,
filet, hamburgerryg, saltkød, kalkun og kylling. Man behøver dog
ikke helt at udelukke federe produkter. De kan bruges fx en gang om
ugen eller i mindre mængder. Vær opmærksom på, at ikke alle slags
let og light pålæg er specielt magert. Det kan fx gælde
mayonnaisesalater.
Fed ost i tynde skiver
Hvis man giver ost med hver dag, bør den være relativ
mager (30+ eller mindre)Federe oste kan gives en gang i mellem i
tyndere skiver.
Grønt på og til madderne
Pynt gerne madderne med grønt som fx tomat, agurk, rødbede
etc. hvis barnet kan lide det. Børn vil som regel hellere have
frugten og grøntsagerne ved siden af brødet end oven på brødet.
Det kan være mere indbydende og varierende med flere små pakker med
grønt i stave end fx én stor gulerod. En gang imellem kan frugten
varieres med et frugtspyd med forskellige slags frugter i mundrette
stykker.
Overraskelser
I stedet for slik, mælkesnitte, cheesedippers, Danone
frugtkvark o. lign. som ikke hører hjemme i madpakken, er der
sagtens plads til lidt "hyggemad" eller overraskelser som fx
chokolademad, frugtsalat, saltstænger, yoghurt, rosiner og tørret
frugt, nødder, oliven etc.
Kontakt
Fødevarestyrelsen, Maria Haukrogh MSc. Health Promotion, Ernæring-
& Husholdningsøkonom, tlf: 33 95 61 83.