Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

17. november 2003

Kønnet har betydning for hvad vi spiser

- der er forskel på drenge og pigers sundhedsadfærd

Piger synes, deres helbred bliver dårligere, når de får en kæreste. Drenge har det lige omvendt. En ny rapport undersøger børn og unges trivsel og sundhedsadfærd ud fra et kønsperspektiv.

Der er forskel på drenge og piger, når det handler om, hvordan de trives i alderen 15-19 år. Køn, sundhedsadfærd og livsstil hænger nemlig sammen, viser en rapport fra Ligestillingsministeriet. Rapporten er udarbejdet af  Statens Institut for Folkesundhed og bærer titlen "Ung og køn – Kønsperspektivet i unges trivsel og sundhedsadfærd i starten af den 21- århundrede".

Rapporten viser blandt andet, at de unge piger i højere grad end drengene er utilfredse med deres egen krop og har mindre selvtillid end drengene. De unge piger er oftere end drengene på slankekur og har spiseforstyrrelser.

Overordnet set er unge i dag meget bevidste om betydningen af at have en sund livsstil – altså at undlade at ryge, ikke drikke for meget alkohol, spise frugt og grønt og være fysisk aktiv. De unge i dag ved mere om kostpyramider, motion og skadelige virkninger af alkohol og tobak, end unge tidligere gjorde.

Det viser sig også, at drenge oftere end piger vurderer, at deres helbred er godt. Mens 90 procent af drengene oplever deres helbred som godt, er der tilsvarende tal for pigerne 80 procent. Både for drenge og piger gælder det, at deres egen vurdering af deres helbred i høj grad hænger sammen med sociale relationer. Unge, der har svært ved at tale med forældre og kammerater, og som oplever at have det dårligt i sociale sammenhænge, har ikke så ofte som andre grupper en opfattelse af, at deres helbred er godt. Og disse trivselsproblemer oplever piger oftere end drenge. 

Formålet med rapporten er at få indblik i, hvordan unges køns- og kropsidealer spiller ind på deres sundhed og livsstil på både kort og lang sigt, så man er bedre rustet til at tilrettelægge en målrettet sundhedspædagogisk indsats. Den viden er vigtig, fordi sundhedsvaner grundlægges tidligt i livet.


Vil du vide mere: