Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

8. april 2003

Kiks er også kage

Fødevaredirektoratets hotline har gennem det seneste halve år modtaget en række opkald fra forældre om deres børnehavebørns indtag af kiks i daginstitutioner.

Fødevaredirektoratets klare holdning til kiks er, at kiks kan sammenlignes med kage. Kiks har et lige så højt indhold af sukker og fedt som kage.

"Vi anbefaler derfor, at daginstitutionerne lader være med at give børnene kiks mellem måltiderne. Kiks og andre fødevarer med meget sukker indeholder sjældent mange vitaminer og mineraler. Desuden er de med til at tage appetitten, så børnene ikke kan spise noget af det sunde", siger Maria Haukrog fra Fødevaredirektoratets hotline. 

Ifølge Dansk Tandlægeforening er kiks også yderst uhensigtsmæssigt for børn, fordi kiksresterne sætter sig i tænderne. Spyttet kan ikke fjerne den klæbrige masse fra tænderne og er dermed årsag til, at børnene får huller i tænderne.

Fødevaredirektoratet og Dansk Tandlægeforening anbefaler, at børn tilbydes mellemmåltider, der består af frugt og grønt, groft brød eller tvebakker/knækbrød. Det giver dels børnene et mere stabilt blodsukker og en længere mæthedsfornemmelse samtidig med, at børnene lærer sunde kostvaner og begrænser indtaget af sukker.



Kontakt
Maria Haukrogh, Fødevaredirektoratets hotline, Alt om kost, tlf. 33 95 64 76
Vil du vide mere: