Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

24. juli 2003

Vigtigt for ældre at drikke nok i sommervarmen

Ældre mennesker føler sig ikke så tørstige som yngre og samtidig nedsættes deres evne til at koncentrere urinen i nyrerne. Derfor er har ældre en højere risiko end andre for at blive dehydrerede i sommervarmen, hvis de ikke drikker nok. Mindst en liter om dagen og gerne halvanden eller mere her i sommervarmen.

Det kan lyde af meget for et ældre menneske at skulle drikke så meget, men så er det måske en trøst, at myterne om, at hverken kaffe, te, øl vin og andre drikke tæller med ikke er rigtige.

Kaffe, te, øl, vin og andre drikke med alkohol indeholder ganske vist stoffer, der kan virke svagt vanddrivende, men i praksis er det sjældent et problem; bare man ikke kun drikker det og holder sig inden for Sundhedsstyrelsens grænser mht. alkohol.

Vand er altid godt. Herudover er mælk godt, fordi det også indeholder kalk, som mange ældre har brug for. Sødmælk kan desuden være en god mulighed for også at øge energiindtaget hos ældre, der har nedsat appetit. I øvrigt er det også en myte at mælk virker stoppende.

Sodavand, saft og læskedrikke har den svaghed, at de indeholder meget sukker, og kun få vitaminer og mineraler. Det gælder dog ikke hybensupper, appelsin juice og solbærsaft.

Klik dig videre til denne artikel, som har været bragt i HELSE, og se, hvordan ældre kan sikre sig, at de drikker nok.



Kontakt
Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning, Klinisk diætist, Ph.D., Anne Marie Beck, tlf. 72 34 74 23.