Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

30. september 2003

Vand til hverdag og sodavand til fest

Hvis man vil leve sundt og undgå overvægt er der ikke plads til sodavand hver dag. Sodavand er et nydelsesmiddel som skal indgå i kosten på linie med fx slik, chokolade, øl og vin. Sodavand er altså til fest, mens vand og mælk hører hverdagen til. Sagt på en anden måde, så bør vand og mælk være reglen, mens sodavand er den festlige undtagelse.

Resultater fra kostundersøgelsen i 1995 har vist, at børn der drikker meget sukkersødet sodavand, drikker lidt mælk og omvendt. Sodavand erstatter altså mælk i børns kost og det er uheldigt, da ½ liter magert mælkeprodukt regnes som en del af en sund kost.

I flere europæiske lande eksisterer der ligefrem sukkeranbefalinger, som råder befolkningen til at begrænse indtaget af sukkersødede drikkevarer med særlig vægt på sodavand. Det gælder lande som Tyskland, Bulgarien, Ungarn og Litauen.

Vand er den bedste tørstslukker
Vand regnes fortsat for den bedste tørstslukker og heldigvis er postevandet i Danmark af god kvalitet. Vand feder ikke og indeholder desuden ingen tilsætningsstoffer. For at stimulere lysten til drikkevand kan det være en god idé at investere i en billig glasflaske til at have stående i køleskabet. På den måde er det altid nemt at få et glas koldt vand og hvis vandet smager lidt af klor hjælper det at sætte det i køleskabet i nogle timer.

Drik ca. 1½ liter hver dag
Selv om vand er godt, er der dog ingen grund til at tvangsdrikke flere liter vand dagligt. En god måde at få dækket det daglige væskebehov på ca. 1½ liter og samtidig få vitaminer og mineraler kan være at drikke et glas juice, ½ liter magert mælkeprodukt, højst ½ liter kaffe eller te, og slukke resten af tørsten i vand. Grunden til, at man højst bør drikke ½ liter kaffe eller te er, at disse drikkevarer virker svagt vanddrivende ligesom øl, vin og spiritus.

Juice istedet for sodavand
Hvis der er en festlig anledning eller man higer efter noget sødt at drikke regnes juice for et sundere valg end sukkersødet sodavand eller saftevand. For selv om juice har et naturligt indhold af (frugt)sukker som svarer til det i sodavand, så indeholder juice i modsætning til sodavand vitaminer og mineraler fra frugtsaften. Et glas juice tæller derfor med i regnskabet som et af de seks stykker  frugt og grønt, der anbefales i "6 om dagen" kampagnen.

Frisk frugt anses stadig som et bedre alternativ end juice, fordi man let kan komme til at drikke så meget juice, at man tager på i vægt. Hvis man drikker meget juice vil det desuden tage pladsen op for anden mad, hvilket gør det svært at spise varieret. Light sodavand og andre lightprodukter, som ikke indeholder energi, kan bruges som erstatning til sukker sødede drikkevarer til overvægtige eller andre personer, der ønsker at spare på kalorierne.



Kontakt
Danmarks Fødevareforskning,
Jeppe Matthiessen tlf. 72 34 74 44