Nu har en sønderjysk børnehave erklæret krig mod sukkerorgierne.
Personalet traf en principiel beslutning om at skære det søde ned
til et ukendeligt minimum og satsede i stedet på festens
indhold.
"Fokus skulle flyttes fra traktementet til festens aktiviteter,"
fortæller Harriet Bech, leder af Børnehaven Skovbrynet i
Padborg.
Skovbrynet bærer prædikatet Grøn Institution, hvilket udover en
bevidst kostpolitik med økologiske råvarer også indebærer
miljørigtig behandling af affaldet og energibesparelse.
Hvad kan erstatte slikkeriet?
Den dristige beslutning om bandlysning af slik blev
truffet på baggrund af pædagogernes egne iagttagelser.
"Vi kunne se, at børnene ikke værdsatte det overdrevne
traktement. Vi fandt ud af, at hvis du tilbyder børnene noget andet
og de bliver involveret, så kommer slikket slet ikke ind på
lystavlen," fortæller Harriet Bech.
Opskriften er et tema for fødselsdagen, som det kommende
fødselsdagsbarn selv vælger. Det kan være trolde, pirater,
prinsesse/prinser, robotter, indianer eller riddere.
Arrangementet kan være inde - eller udendørs. Når valget er
truffet finder barnet sammen med pædagogerne ud af, hvilke
forberedelser, der skal laves. Det gælder både rekvisitter, lege og
traktement. Indkøbene foretages sammen med barnet og evt. tre andre
børn fra gruppen.
"Forberedelserne varer et par dage og hele gruppen om barnet
inddrages. Barnet oplever at være i centrum, hvilket også er
meningen med fødselsdagen," fortæller Harriet Bech.
Festens forberedelse
Selvfølgelig er der ikke tid til at lave den hele store
kostumeparade, men mindre virkemidler kan også gøre det.
"Børnehaven har lidt gevandter, hatte og andet udklædning. Det kan
suppleres med mere præcise rekvisitter til emnet. Til piratfesten
kan alle lave en klap til øjet og få et broget stykke stof om
hovedet. Prinsessetemaet kan også varieres med små detaljer og
indianerfesten kan være et stykke bølgepap rundt om hovedet med et
par fjer i plus lidt ansigtsmaling," siger Harriet Bech.
Maden skal spille op til temaet. Piraterne kan fx flække små flûtes
og ved hjælp af barnets yndlingsfrugt- og pålæg få det til at ligne
et piratskib. Indianer kan bage snobrød på bålpladsen og
prinsesserne kan spise prinsesseboller.
Økonomi og forældredeltagelse
Til hver fest betaler fødselarens forældre 50 kroner til mad og
andet indkøb. Forældrene til fødselsdagsbarnet bliver inddraget så
meget som muligt og opfordres også til at tage et par timer fri fra
arbejde og deltage i festen på institutionen.
"Med den faste pris undgår vi de store udsving, som før, hvor nogle
forældre gik helt over gevind og kom med flotte lagkager i lange
baner, mens andre forældre dårligt havde råd til noget," siger
børnehavelederen.
Igen understreger hun, at maden til selve fødselsdagen ikke
tillægges så stor opmærksomhed. Derfor rækker de 50 kr.
"Når de leger riddere eller robotter skal de have lidt mundgodt,
men børnene går mere op i at det passer til emnet. Det er sjovere
at spise udskåren frugt og grønt eller nybagt brød, hvis det indgår
som en del af den leg, de er optaget af," siger Harriet Bech.
Fødselsdagsmaden skal heller ikke dække hele dagens behov. "Børnene
har deres madpakker med hjemmefra, som de plejer."
Hvordan holdes festen?
På selve fødselsdagen samles børnene i en rundkreds på stole og i
midten sidder fødselsdagsbarnet ved et lille bord med et lys eller
andet pynt. Barnet fortæller om, hvad der skal foregå på
fødselsdagen.
Der skal være en leg, en tur i skoven eller en konkurrence.
Indianeren har for eksempel planlagt at gå på krigsstien og finde
en skat, prinsessen holder fest på slottet, hvor alle får tildelt
roller og piraterne kan udkæmpe et søslag med sværd lavet af
avispapir og tape.
Om sommeren kan temaet være en cykeltur, hvor børnene planlægger en
rute og spiser deres hjembragte mad.
Efter den planlagte fest samles børnene igen i en rundkreds, hvor
der råbes hurra og synges et par sange, som fødselsdagsbarnet selv
har valgt. Derefter afsluttes med lidt sunde lækkerier, fødselaren
får den obligatoriske svingtur, og så er fødselsdagen forbi.
Harriet Bech "Sådan skal min fødselsdag holdes." pris 50,- kr.
bestilling på tlf: 74 67 31 47.