Helt præcis kan man ikke sige, hvor den kommer fra denne følelse
af skyld, som forbindes med alt, hvad der har med mad og drikke at
gøre, men den er der. Den sidder i nakken på næsten alle, bevidst
eller ubevidst, der er noget skammeligt ved at beskæftige sig med
mad, der er noget syndigt i at spise. På dansk er "madglad" et
skældsord.
Ædelse og slægtens videreførelse
Følelsen af skyld har naturligvis sit udspring i opdragelsen og i
religionen. Ganske vist havde Luther, som er ophavsmand til vores
særlige variant af kristendommen, ikke direkte noget imod mad, han
plagedes til gengæld af dårlig mave først og fremmest forstoppelse.
Et eller andet sted i ham har der trods alt luret en skyldfølelse!
Efter reformationen var det jo også slut med krydderier og alt for
mange raffinementer i maden - i hvert fald hvis man ville glæde Gud
med sin beskedenhed og fromhed, alt sammen noget der nok kan fremme
forstoppelsen. Læg hertil forbindelsen mellem den sensuelle
madglæde og seksualiteten, og et mønster begynder at tegne sig. At
mad skal være andet end ædelse og samleje andet end slægtens
forlængelse, har i århundreder siden 1536 været grundtanken for
ikke at sige loven.
Måske er der lindet lidt på korsettet i de sidste halvtreds år,
hvad det kønslige angår, men trods liberaliseringen, kan ingen sige
sig skyldfri, når det drejer sig om den erotiske praksis. Der er
stadig meget, man ikke
må og ikke tør, selv om de færreste gør sig klart, hvorfor
restriktionerne er nødvendige og hvad de tjener til. Hvad maden
angår, er det ikke meget bedre.
Syndigt at glædes for meget
Jeg er overbevist om, at konservatismen i madvanerne (ikke mindst
de danske) hænger sammen med en frygt for at komme på gale veje.
Hvis der er en lov, der i hundreder år har sagt, at man skal spise
grød, frikadeller, flæskesteg og kogt torsk, skal der næsten et
åndeligt jordskælv eller en revolution til for at lave om på
tingene. For et par år siden diskuterede man, om kogekunsten er
rigtig kunst eller ej, og reaktionerne var lidenskabelige, de
fleste hånligt imod, for hvordan kan det at blande bestemte
ingredienser og sætte dem over gassen i en gryde have noget med
kunst at gøre?
Man kan diskutere om kunst og kogekunst er ligeværdige størrelser,
men man kan ikke forklare den lidenskab, hvormed tanken blev afvist
som andet end udtryk for skyld eller en uerkendt syndsbevidsthed.
Al snak om mad er uanstændig og minder om den blottelse seksuelt
afvigende personer underholder mindreårige med i parkerne. I samme
forbindelse taler man også om madpornografi, og mange forargedes,
da Poul Henningsen sagde, at han ikke forstod, hvorfor han skulle
koge sine kartofler ringere, fordi børn sulter i Indien.
Man kan blive træt af madsnak, ja måske ligefrem få kvalme. Men det
er trods alt sært, at et veltilberedt måltid smukt serveret hos
nogen kalder mere på forargelsen og foragten end på sulten. Der er
noget galt her, som det er meget svært at rette op på, næsten
ligeså svært som at få folk til at forstå, at krig ikke er fred og
løgn ikke sandhed.
Sundhedskampagner som terror
Lægestanden og sundhedsprofeterne har deres andel i miseren. Man
kan ikke år ud og år ind punke befolkningen med trusler om, at hvis
man ikke gør sådan og sådan, når man propper noget i hovedet, så
dør man. Det kan være rimeligt, hvis en patient har sukkersyge at
sige: undgå sukker, og hvis han eller hun lider af åreforkalkning:
spis mindre fedt. Der er heller ikke noget i vejen med generelle
anvisninger om, at det er bedre at spise fisk og grønt end fedt og
grimt, men hvis anvisningerne bliver til trusler og de gode råd
forvandler sig til terror, er der noget alvorligt galt, og jeg tør
garantere for, at de yderligere skyldfølelser, man påfører folk i
den sammenhæng, er langt mere sygdomsbefordrende end de excesser,
man advarer imod. Eller det ganske almindelige liv, man har så
helvedes travlt med at lave om på.
Nyd, men vær glad
Jeg ved, eksemplet er tilfældigt, men det får du, fordi
jeg kender til det personligt. Min fars familie var generelt
overvægtige (ville man sige i dag), de åd og drak, hvad der passede
dem. De var naturligvis ifølge traditionen på frikadelle- og
flæskestegsholdet, men de spiste også sild og grøntsager og grød og
sødsuppe. De tog for sig af retterne, og når der var fest, kom der
både vin og øl og snaps på bordet. Ingen talte om, at mine fastre
og farbrødre var tykke (hvad de selvfølgelig var), de var, som de
var og trivedes rødmossede med det, til de slap deres cigarer og
cerutter og døde som halvfemsårige eller mere.
Dette være ikke sagt som opfordring til kulinarisk løssluppenhed,
jeg er for Guds skyld også puritaner, men jeg indrømmer ærligt, at
jeg foretrækker den tykke agurk for den magre, der ikke er syltet i
Heidelberg Lager, og at jeg helst vil dø med det enkle valgsprog på
læben: "Tyk og glad som sædvanlig."
Min mor interesserede sig ikke for mad, men hun var så heldig at
have en husassistent, der var en slags Babette - sådan i al
beskedenhed. Hun blev hundrede, min mor, og det var hun sgu ikke
blevet, hvis hun ikke hver dag havde fået noget ordentligt at
spise. Muligvis tænkte hun ikke meget over, hvad hun puttede i
munden, men hun havde heller ingen problemer med det, følte ingen
skyld, heller ikke når den stod på Høne a la Marengo eller
kræmmerhuse med flødeskum.
Alligevel tror jeg, min dæmpede skyldfølelse i forhold til maden og
det at spise skyldes min far. Han begyndte at fløjte en halv time
før maden kom på bordet, og uden at fortrække en mine, smilede han,
mens han spiste.
Klaus Rifbjerg.