Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

1. juni 2010

Kartoffel-appelsinsuppe

(Forret eller hovedret til 4 personer)

Ingredienser
1 tsk. hele fennikelfrø
1-2 spsk. koldpresset jordnøddeolie/olivenolie
3 løg, skåret i små tern
strejf af chiliflager (kan købes i supermarkeder)
1 spsk. finthakket ingefær
1/2 kg bagekartofler i tynde skiver
200 g græskarkød i små tern
4 dl friskpresset appelsinjuice, med frugtkød
ca. 4 dl vand
havsalt
friskkværnet sort peber
creme fraiche

Billede Billede Billede


Fremgangsmåde
Rist fennikelfrø på en tør hed pande i få sekunder. Stød i en morter, eller blend i kaffemølle.

Varm en gryde op og hæld lidt koldpresset jordnøddeolie/olivenolie heri. Tilsæt straks de stødte fennikelfrø, løg, chiliflager og ingefær. Sauter i 5 minutter, uden at ingredienserne tager i mod farve.

Kom kartoffelskiver og græskartern op i gryden, og hæld appelsinjuice og vand på. Krydr generøst med havsalt og friskkværnet sort peber. Småkog under låg i ca. 20 minutter eller til kartoflerne lige er møre. Grøntsagerne skal stadig sidde inde med et flot bid. Server suppen i dybe skåle med en klat creme fraiche og godt brød.

Tip
Både mængden af kartofler og græskar kan erstattes med jordskokker, skorzonerrødder,
persillerødder og pastinak. Eller brug dem alle.

Opskrift: Kille Enna