Tagine er en marokkansk gryderet der traditionelt tilberedes med lammekød. Denne variation er uden kød. Harissa er en chilipasta der både kan bruges i retten og som tilbehør. Den kan købes færdig i etniske butikker – eller man kan lave den selv.
Ingredienser til 4-6 personer:
2 fintsnittede løg
2 fed hvidløg i meget tynde skiver
1 spsk. olivenolie
2 tsk. stødt koriander
2 tsk. stødt ingefær
2 tsk. stødt paprika
1 tsk. stødt gurkemeje
2 stk hel kanel
2 tsk. havsalt
125 g Puy linser
3/4 l bouillon
1 dåse hakkede tomater, 400 g
100 g tørrede abrikoser i strimler
500 g knoldselleri i store tern
500 g store kartofler i store tern
1-2 porrer i skiver, ca. 1 cm. tykke
salt og peber
Tilbehør: 300 g couscous tilberedt efter pakkens anvisning
Fremgangsmåde
Sauter løg og hvidløg bløde i en gryde med olie og tilsæt alle krydderierne. Steg det under omrøring ca. 5 min.
Skyl linserne og vend dem i gryden. Spæd med bouillon og tomater og lad retten simre 20 min.
Vend alle grøntsagerne i gryden og lad retten simre yderligere ca. 20 min. Smag evt. til med Harissa, salt og peber og server med couscous og ekstra Harissa.
Hjemmelavet Harissa
Ingredienser
125 g røde chilier uden kerner skåret i mindre stykker
2-3 fed hvidløg
1 tsk. hel spidskommen
1 spsk. stødt koriander
1/2 tsk. salt
ca. 3 spsk. olie
1 spsk. finthakket mynte
Blend/hak chili sammen med hvidløg, krydderier og salt. Spæd med olie til det bliver en tyk pasta og tilsæt friskhakket mynte.
Hæld det i et lille glas og dæk overfladen med lidt olie. Skru låg på og opbevar i køleskab. Holdbarhed i køleskab 2-3 dage.
Opskrift: Sandra Leigh Draznin