1. juni 2010

Lun æble og ingefær pie

En skøn vinterdessert, der er værd at byde gæster på. Justér mængden af ingefær efter smag. Den kan også helt udelades – brug da lidt stødt kanel. 

Ingredienser til ca. 8 personer:
1,5 kg  skrællede æbler, f.eks. cox orange, i tykke både
1-2 spsk. fintrevet  ingefær
200 g sukker
1 spsk. citronsaft
1 pakke frossen butterdej i ruller, 400 g
3 spsk. sukker
1 tsk. stødt kanel

Fremgangsmåde

Kom æblerne i en gryde med revet ingefær og vend sukkeret i. Læg låg på og varm langsomt op til sukkeret er smeltet. Tag låget af og lad æblerne simre under omrøring ca. 5 min. Tilsæt citronsaft og hæld dem i en skål til afkøling. Lad dem derefter dryppe af på en sigte.
Åben det ene dejstykke og læg det på en bageplade med bagepapir. Læg æblerne (uden væde) på dejen. Åben det andet dejstykke op og fold det på midten. Skær dejen i 1 cm. brede strimler, men lad den hænge sammen i den ufoldede ende. Fold dejen ud og læg den som låg over æblerne. Tryk dejkanterne sammen med en gaffel dyppet i mel.
Drys kagen med kanelsukker og sæt den i ovnen ved 220 grader i ca. 25 min. Server den varm, lun eller afkølet.

Opskrift: Sandra Leigh Draznin