Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

27. marts 2007

Frokostboller

(15 stk)

De flade boller er beregnet til at flække og lægge sammen med pålæg. Hvis du ønsker bollerne grovere, kan yderligere 100 gram grahamsmel erstatte 100 gram af det almindelige hvedemel i opskriftens første del. Hold den lange hævetid til sidst, så bliver bollerne ikke tørre og smuldrer

Du skal bruge:
2 dl kærnemælk
3 dl vand
25 gram gær
1 tsk salt
200 gram grahamsmel
ca. 500 gram mel
lidt ekstra mel til bord og hænder
sammenpisket æg til pensling

Sådan gør du:
Rør kærnemælk, vand og gær sammen med salt, grahamsmel og 200 gram hvedemel (gem resten af hvedemelet til senere).
Dæk skålen, og lad dejen hvile 45 min. et lunt sted.
Ælt dejen færdig med resten af hvedemelet. Dejen skal være ret blød og en lille smule klæbrig.
Del den i 15 stykker.
Form hvert af dem med meldryssede hænder til en lille bolle, der trykkes flad (2 cm) og lægges på bagepapir på en bageplade.
Pensl bollerne 2 gange med sammenpisket æg, og lad dem efterhæve en god halv times tid.

Bagetid ca. 12 min. ved 225 grader midt i ovnen.

Til frysning pakkes bollerne i plastposer, mens de stadig er lune, og fryses ned, når de er kolde.

Variationer: Dejen kan tilsættes: 150 gram rosiner eller 75 grofthakkede nøddekerner eller 1 spsk. oregano og 75 gram hakkede oliven.