En mad- og måltidpolitik er et sæt fælles målsætninger om mad og
måltider på arbejdspladsen. Politikken dækker både det, der spises,
og rammerne for måltidet, fx frokoststuens eller kantinens
indretning, spisepausens placering og længde. Politikken skal være
en konkret hjælp i det daglige, og derfor skal den både omfatte
langsigtede og kortsigtede mål; den skal være handlings-
orienteret, og resultater og effekter skal være synlige.
Det kaldes også en kostpolitik.
Når der skal formuleres en mad- og måltidspolitik kan
arbejdspladsen tage afsæt i fire konkrete trin. De fire trin
er:
1. Sæt processen i gang
2. Formuler politikken
3. Afprøv og sæt politikken i gang
4. Fasthold og synliggør forandringerne
Formål
Formålet med en mad- og måltidspolitik er at gøre krav og
holdninger til mad synlige - et signal til omgivelserne om at der
er tænkt nogle tanker om den mad, der serveres. Men politikken gør
det også nemmere at arbejde systematisk med de problemer og ønsker,
der er på den enkelte virksomhed. Ud over at understøtte en
hensigtsmæssig livsstil kan en god mad- og måltidspolitik:
- Synliggøre mål og idéer for mad og måltider.
- Give virksomheden et tydeligere image og vise medarbejderne og
omgivelserne, at virksomheden tager stilling til
problematikken.
- Gøre det lettere at foreslå forbedringer og sætte dem i
gang.
- Sikre, at det hele ikke falder fra hinanden, hvis en
igangsætter eller ildsjæl forlader projektet.