Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk


5. december 2006

Type 2 diabetes

De to hyppigste former for diabetes benævnes type 1 diabetes og type 2 diabetes.

Type 1 diabetes
Type 1 diabetes optræder i alle aldersgrupper, men er mest udbredt blandt børn og unge. Det vurderes at omkring 25.000 danskere er ramt af denne sygdom.

Type 1 diabetes er kendetegnet ved, at kroppens insulinproduktion er stærkt nedsat eller helt fraværende. Denne form for diabetes er derfor altid behandlingskrævende.

Type 2 diabetes
Forekomsten af type 2 diabetes er størst blandt ældre, og det er grunden til at sygdommen ofte omtales som aldersdiabetes. Der er ca. 150.000 danskere med type 2 diabetes samt et lignende antal, der har sygdommen uden at vide det.

Type 2 diabetes skyldes lav insulinfølsomhed, hvilket vil sige, at virkningen af den insulin kroppen producerer er dårlig. Type 2 diabetes kan behandles med livsstilsændringer, hvor der fokuseres på vægttab gennem sund mad og motion.

Motion som forebyggelse
Motion har vist sig at forebygge og nedsætte risikoen for at udvikle type 2 diabetes. Kombinerer man kostændringer med motion bliver resultatet endnu bedre. Kostændringer i kombination med mere motion har en bedre effekt end medicinsk behandling.