Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk


5. december 2006

Hvor mange er vegetarer

Det er ikke undersøgt præcist, hvor mange vegetarer der er i Danmark, men ud fra Fødevarestyrelsens kostundersøgelser tyder det på, at ca. 1 % af befolkningen - måske lidt færre - er vegetarer. Antallet af veganere er meget mindre. I undersøgelserne spørges der ikke direkte "Er du vegetar?", men ud fra andre spørgsmål om forbrug af kød, fjerkræ og fisk er det alligevel muligt at danne sig et indtryk af antallet af vegetarer.

I Sverige, som kulturelt og befolkningsmæssigt ligner Danmark, er forekomsten af vegetarer undersøgt. I 1994 blev ca. 2000 voksne svenskere i alderen 18-74 år spurgt "Er du vegetar?". Hertil svarede 1,2 % "ja", 0,4 % af svenskerne er laktovegetarer, dvs. at de spiser mælkeprodukter, men udelader andre fødevarer fra dyr. 3,0 % af svenskerne er for det meste laktovegetarer, men spiser af og til fisk og æg. 0,1 % angiver at være veganere, hvilket vil sige, at de slet ikke spiser produkter fra dyr.

Lakto-ovo-vegetarer
De svenske undersøgelser nævner ikke, hvor mange lakto-ovo-vegetarer der findes. Disse vegetarer spiser mælkeprodukter og æg og må antages at være den mest almindelige form for vegetarer.

Semi-vegetarer
Blandt unge svenskere i alderen 16-25 år angav 10 % at være lakto-vegetarer eller semi-vegetarer. Semi-vegetarer er ikke egentlige vegetarer, men peroner der spiser mindre kød end gennemsnittet. De svenske undersøgelser viser også, at der er ca. 3 gange flere kvindelige vegetarer end mandlige.



Vil du vide mere: