Der er fire gode råd om maden til det lille barn, der spiser
familiens mad.
- Spis 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider.
- Maden skal være varieret.
- Maden skal ikke være for fed.
- Maden skal ikke indeholde for meget sukker.
Dagens måltider skal:
- Dække barnets behov for energi, vitaminer og mineraler.
- Være med til at udvikle barnets evne til at spise.
- Være med til at udvikle barnets spisevaner.
- Give lyst til at spise mad der smager godt.
- Give godt samvær med andre mennesker.
Når maden er fordelt på forskellige måltider over hele dagen, er
det lettere at få dækket behovet for energi, vitaminer og
mineraler. Ved hovedmåltiderne spises størstedelen af dagens mad.
Mellemmåltider har til opgave at stille sulten mellem to
hovedmåltider.
Mellemmåltidet
I mellemmåltidet er der mulighed for at give den mad, der mangler,
for at dagens samlede måltider bliver sammensat af mange
forskellige fødevarer. Et godt mellemmåltid kan fx være ½ bolle med
ost eller marmelade samt lidt frugt. Men det kan også være en lille
skål A38 med revet rugbrødsdrys og frugt eller et fad med mundrette
stykker frugt og grønsager.
Maden skal være varieret
Alle de vitaminer, mineraler og andre stoffer, vi har
behov for, findes i madvarerne, men i meget forskellige mængder fra
den ene madvare til den anden. Det er derfor vigtigt at spise
varieret.
En varieret kost indeholder udover vitaminer, mineraler og fibre
også andre stoffer, der findes naturligt i maden, og som
sandsynligvis er gavnlige for sundheden. Disse kan ikke fås ved at
indtafe vitaminpiller.
Man kan lære at spise varieret ved at opdele maden i 4
grupper:
- Brød, gryn og kartofler, ris og pasta.
- Frugt og grønsager.
- Kød, fisk, mælk, ost og æg.
- Lidt fedtstof.
Maden skal bestå af madvarer fra disse kategorier. Man skal
spise mest fra gruppe 1 og 2 . Ved hvert måltid er det derfor godt
at spise brød, gryn, kartofler, ris eller pasta samt frugt eller
grønsager.
Især hovedmåltiderne må desuden gerne indeholde enten kød, fisk,
mælke- produkter, ost eller æg, men kun i mindre mængder. Se
Y-tallerkenen.
Lidt smør, margarine eller olie hører også med til sund mad,
men det bør være i små mængder og en del af det må gerne stamme fra
planter, som fx blød plantemargarine eller olie.
Skift mellem madvarerne
Der er først tale om en varieret kost, når man veksler
mellem forskellige madvarer inden for hver gruppe. Spis således
mange forskellige slags frugt og grønt. Varier mellem forskellige
typer kød og mellem forskellige fede og magre fisk. Spis
forskellige brødtyper, gerne af groft mel og med en vis tyngde i
brødet. Spis også gerne mange kartofler, og varier med ris og
pasta.
Maden skal ikke være for fed
Familiens mad skal ikke være for fed, men det er dog
vigtigt, at barnet frem til 1-årsalderen får lidt mere fedt i maden
end resten af familien. Det kan gøres ved at fortsætte med at
tilsætte en teskefuld fedtstof i grøden og give lidt sovs eller
fedtstof til de kogte kartoffel- og grønsagsstykker, indtil barnet
er 1 år. Læs mere i afsnittet 'fedt i maden'. Barnet sikres også
ekstra fedt gennem den mælk barnet får. Læs mere i afsnittet'
mælk'.
Maden skal ikke indeholde for meget
sukker
Slik, is, læskedrikke og sodavand indeholder meget sukker og ingen
andre næringsstoffer. Det er helt unødvendigt at give til spædbørn
og småbørn. Der skal ikke så mange sukkerholdige ting til, før de
optager pladsen for rigtig mad.
"Lommekiks" som mælkesnitte, chokoladekiks, knoppers og særlige
frugtyoghurter og frugtkvark til børn indeholder meget sukker i
forhold til andre ingredienser og kan betragtes som kage eller
slik.
Lidt sukker på fx havregrøden eller i frugtmosen, kan derimod
være en god idé, hvis det gør, at grøden og frugten spises.
Pas på med følgende fødevarer:
- Giv ikke ikke hele nødder, peanuts, popcorn og andet der er
hårdt at tygge, før barnet er mindst 3 år.
- Vitaminpiller, der er beregnet til at blive tygget, kan
tidligst gives fra 1 ½ år.
- Giv ikke ylette, ymer, frugtkvark og frugtyoghurt før
1-årsalderen. Læs mere i afsnittet 'mælk'.
- Begræns de nitratholdige grønsager frem til 1-årsalderen. Læs
mere i afsnittet 'grønsager'.
- Begræns rovfisk.