Det betyder, vi skal være ekstra opmærksomme på hvad vi spiser
og ikke mindst hvor meget vi spiser, hvis vi vil undgå at lægge
kilo på kilo til vores vægt.
Hvis du spiser magert eller light
Kostrådene om at spare på fedtet i maden er der heldigvis
mange danskere, der har taget til sig. Men selvom det er positivt,
at man i stigende grad vælger de magre produkter, så sparer man
faktisk ikke noget, hvis man i stedet for spiser større
portioner.
En undersøgelse viser, at når man vælger de magre udgaver af mælk,
sovs, kødpålæg og svinekød, så har man en tendens til at spise
mere. Hvis man drikker letmælk, så drikker man mere, end når man
vælger sødmælk. Er sovsen lavet med lidt fedtstof som fx tomatsovs
eller sursød-sovs, så spiser man mere end tre gange så meget
sammenlignet med federe sovs som brun sovs eller bearnaise sovs.
Resultatet er, at en portion af det mere magre bidrager med stort
set samme mængde fedt og energi som den fedtrige udgave.
Derfor er det vigtigt at være klar over, at let eller light ikke
betyder, at man kan spise mere. Faktisk indeholder mange
lightprodukter kun 30-50% mindre fedt, sukker eller energi end det
oprindelige produkt. Hvis din favoritost er en fuldfed 45+ ost, så
kan du roligt holde fast i den - bare du spiser tynde skiver. For
det er ikke noget ekstra at hente ved at vælge en mere mager ost og
i stedet spiser tykke skiver.