Kosttilskuddet kan fx ændre den måde som
medicinen optages, omsættes eller udskilles på. Det kan betyde, at
medicinen ikke virker så godt som forventet, eller det kan
forstærke medicinens virkning, så der opstår fare for overdosering
eller bivirkninger. Hvis du i stedet for kosttilskud tager et
naturlægemiddel, vil det af indlægssedlen fremgå, om der er kendte
interaktioner mellem naturlægemidlet og andre lægemidler.
Lægemiddelstyrelsen har udarbejdet
en
database over lægemiddelinteraktioner, hvor man kan finde
oplysninger om nogle indholdsstoffer, der også bruges i kosttilskud
og deres interaktioner med lægemidler.
Vær særlig varsom ved brug af blodfortyndende
medicin
Man skal være særlig varsom ved brug af blodfortyndende medicin
(antikoagulantia), der indeholder stoffet warfarin, når man tager
kosttilskud med fx:
- omega-3 fiskeolier
- ingefær (Zingiber officinalis Roscoe)
- hvidløg (Allium sativum L)
- tempeltræ (Ginkgo biloba L)
- koreansk ginseng (Panax ginseng C.A.Mey)
- tranebærjuice
- Q10/-coenzym Q10.
- prikbladet perikon (Hypericum perforatum)
Vær særlig varsom med Prikbladet perikon og
medicin
Man skal også være særlig varsom med at kombinere prikbladet
perikon (Hypericum perforatum L.) med øvrig medicin. Prikbladet
perikon kan påvirke virkningen af fx. p-piller, forstærke
virkningen af nogle typer antidepressiva, påvirke virkningen af
midler mod HIV med indholdsstoffet Indinavir, og midler med
Digoxin, der bl.a. bruges mod forstyrret hjerterytme m.m.
Tal med din læge
Disse produkter er bare et lille udsnit af mange kosttilskud, som
kan påvirke virkningen af medicin. Det er derfor meget vigtigt, at
man orienterer sin læge om, at man tager eller har tænkt på at tage
et kosttilskud i forbindelse med, at man tager medicin. Det er også
vigtigt, at man orienterer lægen om, at man samtidig har taget
kosttilskud, hvis man oplever bivirkninger med medicinen.