Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

20. januar 2012

Hvem har gavn af kosttilskud?

Kosttilskud kan gavne personer som befinder sig i en særlig situation.

Myndighederne har en række anbefalinger til mennesker, som befinder sig i en særlig situation, som gør, at et tilskud til kosten kan være en god ide. Nye undersøgelser har rejst mistanke om, at multivitaminpiller kunne have skadelige effekter. Der er på nuværende tidspunkt ikke overbevisende dokumentation herfor, men det kan på den anden side heller ikke helt afvises. Generelt viser forskningen, at tilskud med vitaminer og mineraler kun er gavnligt, hvis man er i underskud.

Her på siden kan du se en samlet oversigt over myndighedernes anbefalinger om indtag af vitaminer og mineraler:

  • Småtspisende ældre, anbefales at tage et multivitamin- mineralpræparat.
  • Personer med mørk hud anbefales et dagligt tilskud på 10 mikrogram D-vitamin.
  • Personer som får meget lidt soleksponering af huden på grund af meget lidt ophold udendørs, eller fordi man går tildækket, anbefales et D-vitamintilskud på 10 mikrogram.
  • Børn med mørk hud og/eller børn der går tildækket anbefales tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram.
  • Ældre over 70 år, plejehjemsbeboere eller personer med øget risiko for osteoporose anbefales tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram kombineret med et dagligt kalciumtilskud på 800-1000 milligram.
  • Spædbørn anbefales et dagligt tilskud af 10 mikrogram D-vitamin fra 2 uger til 2 år og 8 milligram jern fra de er 6 måneder til 1 år efter aftale med læge eller sundhedsplejerske.
  • Børn til og med 9 år med allergi overfor mælk anbefales et dagligt kalktilskud på 500 mg. Fra 10 år anbefales at tage et dagligt kalktilskud på 750 mg. Det kan ydermere være hensigtsmæssigt at børn med mælkeallergi spiser en multivitaminpille, hvis kosten er ensidig. Kalktilskud findes som tabletter og brusetabletter. Vær opmærksom på, at børn tidligst kan indtage tabletter fra 1½-årsalderen. Før denne alder er der risiko for, at barnet får tabletten galt i halsen. Læs mere om fødevareallergi på http://www.foedevareallergi.dk/
Anbefalinger til gravide eller ammende eller dig der gerne vil være gravid
Hvis du ønsker at blive gravid, er gravid eller ammer, skal du være ekstra påpasselig, inden du begynder at bruge et kosttilskud. Følg forsigtighedsprincippet!
Det frarådes på det kraftigste at tage kosttilskud udover de, der anbefales af myndighederne, medmindre det sker efter aftale med egen læge, jordemoder eller sundhedsplejerske.

Undlad at spise andre kosttilskud end dem myndighederne anbefaler
Vi ved i dag ganske lidt om den potentielle risiko for svangerskabs- og fosterskader, når det gælder de kosttilskud, som indeholder fx plantedele og rene stoffer. Det er derfor tilrådeligt helt at undlade at spise kosttilskud i graviditeten, udover de tilskud som anbefales af myndighederne.
Det er en god ide, at følge myndighedernes anbefalinger om ekstra tilskud af folsyre, D-vitamin og jern, og det er altid en god ide at snakke med din jordemoder, sundhedsplejerske eller læge for yderligere information.

Myndighederne anbefaler gravide, ammende m.m. at:
  • Kvinder, der vil være gravide, samt gravide i de første 12 uger af graviditeten tager tilskud af 400 mikrogram folsyre dagligt.
  • Gravide dagligt tager tilskud af 10 mikrogram D-vitamin gennem hele graviditeten og 40-50 milligram jern fra 10. graviditetsuge.
  • Gravide dagligt tager tilskud af 500 milligram calcium gennem hele graviditeten, hvis der ikke drikkes mælk eller spises mælkeprodukter.


Vil du vide mere: