Sundhedsanprisninger antyder, at der er
sammenhæng mellem en fødevare og en effekt på sundheden, fx
'Kalcium har betydning for opbygning og vedligeholdelse af
knoglerne'.
Sundhedsanprisningen kan stå på produktets emballage eller nævnes i
forbindelse med reklame for eller markedsføring af
produktet.
Kun specifikke anprisninger er lovlige
Uspecifikke, uklare eller meget generelle anprisninger, som fx
anprisningen 'godt for maven', vil typisk blive betragtet som
ulovlige, da de ikke fortæller mere specifikt, om hvorfor det er
godt for maven.
De såkaldte uspecifikke anprisninger kan dog bruges, hvis de er
ledsaget af en mere specifik sundhedsanprisning.
Sundhedsanprisninger skal overholde EU regler
Brugen af sundhedsanprisninger i markedsføringen af
kosttilskud er frivillig, men hvis de anvendes,
skal de overholde EU-reglerne om ernærings- og
sundhedsanprisninger.
EU arbejder på at godkende sundhedsanprisninger
For øjeblikket arbejdes der i EU på at godkende de
forskellige typer af sundhedsanprisninger. Endnu er kun få
sundhedsanprisninger blevet godkendt, men det forventes, at der i
de kommende år vil blive godkendt en lang række specifikke
anprisninger. Der er endnu ikke etableret et sted på
EU-Kommissionens hjemmeside, hvor man kan få oplysninger om
godkendte sundhedsanprisninger. Når det er oprettet, vil vi linke
til det her på hjemmesiden.