En sådan kobling kan gøre sundhed til en naturlig og relevant
del af den pædagogiske hverdag.
Teksterne fungerer også som en guide til systematisk procesarbejde
med området mad, måltider og bevægelse i daginstitutioner, hvor
dokumentation og evaluering er blevet vigtige elementer.
At arbejde med mad, måltider og bevægelse i
kommunerne
Børns trivsel, udvikling og læring afhænger af en række pædagogiske
elementer – herunder af maden, måltiderne og graden af bevægelse i
dagtilbud.
Fødevarestyrelsen ønsker at styrke samarbejdet mellem
forvaltningsniveauet og praktikerniveauet i den enkelte
kommune.
Obligatorisk frokostmåltid
Finanslovsaftalen fra 2008 siger, at alle daginstitutioner fra 2011
skal servere et sundt frokostmåltid dagligt. Målet med det fælles
måltid er at fremme gode madvaner, forebygge overvægt og bidrage
til børnenes velvære og udvikling. Fødevarestyrelsen vil gerne
støtte kommunerne i dette arbejde ved at udgive anbefalinger til
sund mad i børnehaver og vuggestuer i 2009.
Daginstitutionen som arena
Mere end 90 % af landets førskolebørn opholder sig til hverdag i
dagtilbud. Daginstitutionen som arena for sundhedsfremmende
aktiviteter giver dermed gode muligheder for at påvirke udviklingen
af børns sundhedsadfærd i positiv retning.
Et ledelsesmæssigt ansvar
For at skabe en vellykket mad-, måltids- og/eller
bevægelsespolitik, så er det afgørende, at ledelsen tager ansvar.
Det drejer sig både om den politiske ledelse, ledelsen i kommunens
forvaltning samt ledelsen i daginstitutionen. Ledelsesansvar
kombineret med en god dialog med interessenterne bidrager til at
skabe den fornødne opbakning og det medejerskab, der er så
afgørende for succes.