Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

1. maj 2012

Brug af det økologiske spisemærke i idrætshaller

Arbejder du med økologi, har du mulighed for at vise, hvor meget økologi der er i din café ved at anvende det økologiske spisemærke.

Mærket viser, hvor mange procent økologien fylder, når man ser på det samlede antal råvarer i køkkenet. Økologiprocenten kan enten opgøres i kroner eller i kilo. Mærket gør det lettere for gæster, der gerne vil spise økologisk, at vælge spisested. Det økologiske spisemærke er statskontrolleret, ligesom det velkendte røde Ø-mærke. Certificeringen til mærket er gratis og kontrolleres årligt af Fødevarestyrelsen.

Ønsker du, at din café bliver certificeret, kan du kontakte Fødevarestyrelsen på http://www.fvst.dk/. Spisemærket kan bruges i bred markedsføring og vise kunderne, at caféen har en økologisk profil.

Økologisk Landsforening tilbyder forskelligt materiale med spisemærket til brug i caféen.

Økologiske produkter udbydes af mange grossister, og afhængigt af sæson kan flere råvarer indkøbes som økologiske uden særlig merpris.

Mad i idrætshaller - Det økologiske spisemærke

Markedsføring af det sundere koncept
Der er meget restriktive regler for, hvad du må skrive i din mærkning og markedsføring af dit udbud, og hvilke budskaber eller fremstillinger du må bruge − i form af billeder, grafik eller symboler. Vær opmærksom på, at du skal overholde reglerne i anprisningsforordningen, når du mærker eller markedsfører dit udbud − og fx angiver eller antyder, at en fødevare har særlige ernærings- eller sundhedsegenskaber.

Regler for anprisning af fødevarer
Anprisningsforordningen gælder for alle fødevarer, både færdigpakkede og ikke-færdigpakkede. Alle angivelser, logoer, billeder m.v., som indikerer en ernæringsmæssig eller sundhedsmæssig egenskab, er omfattet af reglerne. Her er inkluderet varemærker og handelsbetegnelser.

Nøglehulsmærket lever op til anprisningsforordningen, og du må anvende Nøglehullet i din markedsføring, når du sælger færdigpakkede Nøglehulsmærkede fødevarer, eller hvis din café er certificeret med ‘Nøglehullet på spisesteder’.

Det er ikke tilladt at reklamere med, at der sælges sunde fødevarer, men du må gerne informere om, at din café er blevet sundere, fordi du nu tilbyder sundere alternativer, fx at frituregryden er blevet droppet, og der i stedet er indført salat. Det er væsentligt, at dette gøres på en måde, der ikke vildleder forbrugeren.

Du kan læse mere om anprisningsforordningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside: http://www.fvst.dk/.