Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

1. maj 2012

Brug af Nøglehulsmærket i idrætshaller

Nøglehulsmærket er Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke for et sundere valg af fødevarer. Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt og kostfibre. Derfor gør Nøglehullet det nemt at vælge sundere og bruge kostrådene i hverdagen.

Nøglehullet

- på færdigpakkede produkter
Idrætshallerne kan sælge færdigpakkede fødevarer, der er Nøglehulsmærkede, som fx sandwich, salater, brød m.v. Når produkterne
er færdigpakkede, har du lov til at anvende Nøglehullet i din markedsføring og kan vise dine kunder, at hos dig kan de købe sundere
fødevarer.

Du kan eksempelvis sætte hyldeforkanter med Nøglehulsmærket op foran produkterne, der bærer mærket, ligesom du også må lægge Nøglehulsmærkede forbruger-flyers ved produkterne. Materialerne kan downloades gratis på www.noeglehullet.dk

- når du selv tilbereder maden
Du kan gå efter Nøglehulsmærket, når du køber råvarer til tilberedning hos din grossist eller leverandør. Nøglehullet hjælper dig til at træffe et sundere valg, så du kan sammensætte sundere måltider.

Men selvom du udelukkende anvender Nøglehulsmærkede fødevarer/råvarer, har du ikke lov til at markedsføre din mad som Nøglehulsmærket over for dine kunder, medmindre din café er Nøglehulscertificeret.

NøglehulslogoGÅ EFTER NØGLEHULLET, NÅR DU KØBER VARER
Nøglehullet findes på disse fødevarer: 
  • Brød og kornprodukter: gryn, pasta og morgenmadsprodukter 
  • Grønsager og kartofler: friske, frosne eller konserverede i vand 
  • Frugt og bær: friske eller frosne 
  • Mejeriprodukter: mælk, yoghurt og ost 
  • Fisk og skaldyr: fiskeprodukter, friske eller frosne 
  • Kød og pålæg: frisk eller frossen 
  • Fedtstof: olie eller margarine 
  • Færdigretter: supper, pizza, wraps og sandwich.

Læs mere på noeglehullet.dk

FuldkornslogoetKIG OGSÅ EFTER FULDKORNSLOGOET 
Fuldkornslogoet ‘Vælg fuldkorn først’ må sidde på produkter, der har et højt indhold af fuldkorn. Logoet gør det nemt at vælge fuldkornsprodukter inden for brød og gryn samt ris og pasta.

Læs mere på fuldkorn.dk

Markedsføring af det sundere koncept
Der er meget restriktive regler for, hvad du må skrive i din mærkning og markedsføring af dit udbud, og hvilke budskaber eller fremstillinger du må bruge − i form af billeder, grafik eller symboler. Vær opmærksom på, at du skal overholde reglerne i anprisningsforordningen, når du mærker eller markedsfører dit udbud − og fx angiver eller antyder, at en fødevare har særlige ernærings- eller sundhedsegenskaber.

Regler for anprisning af fødevarer
Anprisningsforordningen gælder for alle fødevarer, både færdigpakkede og ikke-færdigpakkede. Alle angivelser, logoer, billeder m.v., som indikerer en ernæringsmæssig eller sundhedsmæssig egenskab, er omfattet af reglerne. Her er inkluderet varemærker og handelsbetegnelser.

Nøglehulsmærket lever op til anprisningsforordningen, og du må anvende Nøglehullet i din markedsføring, når du sælger færdigpakkede Nøglehulsmærkede fødevarer, eller hvis din café er certificeret med ‘Nøglehullet på spisesteder’.

Det er ikke tilladt at reklamere med, at der sælges sunde fødevarer, men du må gerne informere om, at din café er blevet sundere, fordi du nu tilbyder sundere alternativer, fx at frituregryden er blevet droppet, og der i stedet er indført salat. Det er væsentligt, at dette gøres på en måde, der ikke vildleder forbrugeren.

Du kan læse mere om anprisningsforordningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside: http://www.fvst.dk/.