Den officielle anbefaling er at være fysisk
aktiv mindst 30 minutter om dagen - minimum 10 minutter af gangen.
De 30 minutters fysisk aktivitet er alle former for fysisk
aktivitet hvor du bliver forpustet og allerhelst får pulsen op og
et åndedræt så tungt, at du kun er i stand til at sige helt korte
sætninger. Det betyder at dagligdagsaktiviteter der varer mindre
end 10 minutter ikke tæller med - lige gyldigt om du bliver
forpustet eller ej.
Her er nogle tips til hvordan du kan skrue op for aktiviteten:
- Skrue tempoet op når du cykler
- Gå nogle længere ture i hurtigt tempo
- Stå af bussen et stoppested før og gå resten af vejen hjem i
hurtigt tempo
Få pulsen op et par gange om ugen
Anbefalingen på den halve time om dagen er et minimum og det skader
bestemt ikke at røre sig mere. Er man allerede oppe på 30 minutter
om dagen, vil man have yderligere gavn af 20 minutters fysisk
aktivitet ved høj intensitet et par gange om ugen. Det kan for
eksempel være:
- En løbetur et par gange om ugen
- En fodboldkamp med vennerne
- Træning i et fitnesscenter
- Gymnastiktræning på et hold med ligesindede
- En tur i svømmehallen med børnene om søndagen
Fysisk aktivitet af høj intensitet styrker kredsløbet og forbedrer
konditionen, hvilket sker, når man får pulsen op og bliver
forpustet. Det er forskelligt hvor meget, der skal til for at den
enkelte føler sig anstrengt. For nogle er en rask gåtur nok til at
blive forpustet, andre skal løbe i højt tempo. Det vigtigste er, at
du finder noget, du synes er sjovt og som gør dig forpustet, uden
at du er alt for presset.