Så hvorfor ikke bruge fritiden til at få lidt
motion, frisk luft og kurven fuld af bær. Hjemme igen er det tid
til at slappe af, rense, skylle, sylte, bage og nyde høsten.
Vær kritisk med kvaliteten
Uanset om du køber friske bær eller selv plukker, så gå efter små
bakker, da bær der ligger i store bakker nemt bliver mast af deres
egen vægt.
For at få den bedste kvalitet skal du gå efter buttede bær med dyb
skinnende farve, uden rådne pletter og mug. Brug kun friske og
faste bær og frugter til syltetøj, saft, mos og most. Kassér alle
ødelagte, rådne og grønne bær. Skyl lige inden servering, hvis der
er jord på. Fjern til sidst stilk og blomst, så bevares smag og
konsistens bedst.
Hvis ikke du selv går ud i naturen og plukker, kan det sjældent
betale sig at nedfryse bær, du har købt friske. Den industrifrosne
frugt er af god kvalitet og for de fleste sorter – alt taget i
betragtning – også billigere.
Beskyt kvaliteten
Langt de fleste bær har en meget kort holdbarhed, hvis du
selv plukker bærrene eller køber dem friske. Så derfor er en god
løsning at lægge dem, du ikke straks spiser, i fryseren. Her kan de
holde sig op til ét år, løsfrosset, drysset med sukker eller lagt i
sukker/honninglage. Sådan kan du forlænge fornøjelsen til kolde
vinterdage når du tager de frosne bær op for at lave enten saft,
marmelade, dessert eller syltetøj.
Husk at koge frosne bær, så de bobler i et minut for at være sikker
på, at virus er dræbt. Denne anbefaling gælder primært sårbare
personer som børn, ældre og syge. Og kun for frosne bær, ikke for
friske. Anbefalingen gælder kun for frosne bær, ikke for friske.
Men det er altid en god ide at skylle friske bær og frugt med vand,
inden du spiser dem. På den måde kan du fjerne eventuel virus og
bakterier helt eller delvist.
De officielle anbefalinger er 600 gram frugt og grønt om dagen for
personer over 10 år og 400 gram for børn mellem 4 og 10 år. Bær
indgår i de hhv. 600 og 400 gram, og indeholder bl.a. C-vitaminer -
det gælder også de frosne.
Tips om brombær
Brombær bliver bedst, hvis du koger dem. Varmebehandling
forstærker smagen og blødgør de hårde kerner. Æbler og brombær er
en god kombination.
Tips om blåbær
Dyrkede blåbær smager ikke af så meget som de
vildtvoksende, og er derfor bedst til sauce, pier og muffins. Vilde
blåbær smager fint rå med sukker og mælk, men er også gode at sylte
og som puré til vildt.
Tips om hyldebær
Hvis du selv plukker, så vær sikker på, at du plukker
frugter fra den ægte hyld (Sambucus nigra). Rib de mørkviolette bær
af klaserne ved hjælp af en gaffel. De rå modne hyldebær indeholder
giftstoffer, som kan give kvalme, opkastning og diarré. Selv få bær
skulle kunne forårsage disse forgiftningssymptomer hos børn. Rå
hyldebær i fx smoothies har givet anledning til opkastning og
diarré. Giftstofferne er varmefølsomme, men det er ikke endelig
klarlagt om det er lektiner eller andre stoffer i frugten, der
forårsager skadevirkningerne. Fødevarestyrelsen råder forbrugerne
til kun at spise hyldebær som har været kogt i mellem 15 og 20
minutter.
Tips om tranebær
Tranebær er sjældne i Danmark, men udbredt i resten af
Nordens højmoser og på fugtige heder, men det er egentlig kun det
amerikanske tranebær, der har nogen kommerciel betydning. Bærrene
er alt for sure og hårde til, at de kan spises rå, men de ændrer
smag, når de koges med sukker eller frugtsaft og bliver velsmagende
tilbehør til kalkun, and og vildt.
Tips om tyttebær
Tyttebær minder om tranebær i smagen, men de vokser i klaser og er
meget mindre. De bruges frem for alt til syltning (tyttebærsyltetøj
serveres hyppigt til vildt), men også til parfaitis og
sorbet.