Hvad enten du skal rejse til udlandet eller være hjemme i
Danmark er der masser af muligheder for at være mere fysisk aktiv i
løbet af sommeren – og for at se nye sider af lokalområdet eller
ferielokaliteten.
Hjemme
Skal du være hjemme i sommerferien, er det en oplagt mulighed for
at lære lokalområdet at kende. Mange kommuner har foldere med
cykel- og gåture, de kan ofte fås på biblioteket eller på nettet,
og så er det bare at komme ud i det gode vejr. Har du børn kan I
finde en ny legeplads, som I kan cykle hen til – tag madpakker med
og gør det til en udflugt.
Det kan også være du har et friluftsbad, en skov eller en strand i
nærheden, hvor man kan tilbringe en aktiv sommerdag. I skoven er
der mange overnatningspladser, hvor man kan overnatte gratis enten
i telt eller i en shelter (et halvtag med tre lukkede sider).
Har du en have er sommerferien en god anledning til at få ordnet
det bed eller fjernet den busk, du længe har drømt om – og samtidig
få masser af bevægelse.
I sommerhus eller rundt i Danmark
Sommerhuse ligger ofte tæt på strand og skov og giver dermed gode
muligheder for at boltre sig i naturen. Er man på campingferie
eller besøger familien i den anden ende af landet, er der også
mange muligheder for at være aktiv. Få en pause fra lange, varme
bilture. Tag cyklerne med og kør en tur ud i sommerlandet. Dansk
Cyklistforbund har en række afmærkede ruter over hele landet.
Mange steder i Danmark kan man ved søer og åer leje kanoer for
nogle timer eller et par dage og på den måde opleve landskabet fra
en helt anden side.
I udlandet
Går turen ud af landet i sommerferien er der også mange
muligheder. Mange steder kan man leje cykler og på den måde komme
let rundt. På en lang gåtur rundt i feriebyen ser man nye snørklede
gyder og smukke udsigter.
Hvis du løber, er det en god idé at tage løbeskoene med på ferie og
på den måde se en ekstra dimension af feriedestinationen. Ofte er
morgenerne køligere og fredelige – perfekt til en lille
løbetur.
På arbejde
Hvis du ikke har ferie kan du udnytte, at der er mindre trafik,
bedre vejr og mere tid i sommerperioden. Tag cyklen eller løb på
arbejde, på den måde får du lidt ud af sommervejret, selvom du skal
arbejde indenfor hele dagen. De lange lyse aftner er også gode til
en gåtur, cykeltur eller løbetur.