Her er nogle idéer til, hvordan du kan øge dit aktivitetsniveau
efter en mørk vinter, hvor du måske ikke har været så motiveret til
at bevæge dig.
Lad bilen stå
Når vejret er bedre og vejene fri for sne er det oplagt at
finde cyklerne frem fra skuret. Foråret er en god anledning til at
begynde at cykle til arbejde – så er det blevet til en vane inden
efteråret og dermed bliver det lettere at tage cyklen gennem
vinteren. Brug en eftermiddag sammen med børnene på at pudse, smøre
og pumpe cyklerne og slut af med en god lang cykeltur i
lokalområdet.
Efterhånden som dagene bliver længere og varmere er det også mere
oplagt at cykle eller gå til fritidsaktiviteter og andre
gøremål.
Gå i haven
Om foråret er det igen tid til at gå i haven. Giv havearbejdet en
ekstra skalle og få samtidig god fysisk aktivitet. Du kan også
benytte det gode vejr til at hænge vasketøjet op udenfor i stedet
for at tumble det. Det giver både mere fysisk aktivitet og er godt
for miljøet.
Tag i skoven
Først anemoner og så nyudsprunge bøgetræer – der er mange grunde
til at tage i skoven om foråret. Benyt lejligheden til en lang
gåtur eller cykeltur i skoven – og tag din partner, dine venner
eller børn med. Find en naturlegeplads, hvor børnene kan boltre sig
og pluk en lille buket anemoner med hjem. På Skov- og
Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde oplysninger om skoven netop
nu og foldere med kort over skove og naturlegepladser.
Nyd græsset
Hvis du ikke bor tæt på en skov kan foråret være
anledningen til at tage ned i den lokale park. Græsset bliver
grønnere om foråret og lægger op til en fodboldkamp eller tumlen
med børnene. Man kan også gå på jagt efter forårsblomster, erantis
og vintergæk i krattet.