Jesus korsfæstelse og genopstandelse har umiddelbart ikke meget
at gøre med kulørtindpakket chokolade, gule fjer og kulørte æg. Men
som med så mange af de kristne traditioner, så er påsken en
sammenblanding af det kristne budskab og tidligere hedenske
traditioner.
Påskefrokost og påskelam
Påsken er påskefrokosternes tid. Familie og venner samles
til overdådige måltider, der stort set kun overgås af vores endnu
mere traditionsbundne julefrokoster. Lam er for mange lige så tæt
forbundet med påsken, som grisen er det til jul. Og lige præcis
lammet ses faktisk som et kristent symbol. Jesus bliver ofte
sammenlignet med lammet som symbol på offerlammet og den uskyldige,
der tager menneskenes synder på sig. Samtidig er lammet et symbol
på forårets komme.
Forårskyllinger der blev til påskekyllinger
Ligesom lammet er kyllingerne også symbol på forår. Inden
der fandtes kyllingefarme og opvarmede rugekasser faldt
æggeproduktionen markant om vinteren. Nogle gange gik den endda
helt i stå. Når foråret – og påsken, bankede på døren, begyndte
hønsene igen at lægge æg og ruge kyllinger ud. Kyllingerne er altså
tættere forbundet til årstiden end til selve det kristne budskab i
påsken.
Fra frugtbarhedssymbol til kulørte chokoladeæg
Men kyllingens fremtrædende plads i påsketraditionerne
hænger også tæt sammen med påskens mange æg. Det mest brugte
påskesymbol overhovedet. Vi pynter med kunstige æg, vi maler
rigtige æg med tusser og farvelade og vi spiser ikke mindst æggene
– både de rigtige og dem af chokolade. Men hvad har æggene med
Jesus at gøre?
Æg symboliserer liv og frugtbarhed, og inden kristendommen
gjorde sit indtog, dyrkede man æggenes symbolske betydning. Den
hedenske dyrkning af æggene blev ført med ind i kirken, da
kristendommen gjorde sit indtog. Til påske velsignede præsten
madvarer, der blev båret frem for ham.
For at æggene skulle matche festligholdelsen af påsken, begyndte
man at male dem i kulørte farver. Siden blev de kulørte æg noget
man forærede hinanden i påskedagene. Og i starten af 1900-tallet
hoppede påskeharen ind i Danmark fra Tyskland og begyndte sin
tradition med at gemme påskeæggene. Først efter anden verdenskrig
slog chokolade- og sukkeræggene, som vi kender fra nutidens
påsketradition, for alvor igennem.