Fødevarer skal som hovedregel være mærket med en
varedeklaration, hvorimod næringsdeklarationen ofte er
frivillig.
Varedeklaration
Der er en række forskellige regler, der gælder for hvilke
oplysninger du skal kunne finde på en fødevare, når du køber den.
Reglerne gælder specielt de såkaldt færdigpakkede fødevarer.
En færdigpakket fødevare er en fødevare, der inden den sælges til
forbrugeren er indpakket i en emballage, som er beregnet til at
åbnes af forbrugeren. Oplysningerne du finder på den slags varer
kaldes en varedeklaration. Heri indgår bl.a. varebetegnelsen,
ingrediensliste og mængdeangivelse af ingredienser.
Varedeklarationen skal være på siden af varen eller på en vedhæftet
etiket.
Varebetegnelse
En færdigpakket fødevare er altid forsynet med en varebetegnelse
dvs. navnet på varen. Det kan eksempelvis være "tomatpure" eller
"hvedemel". Det skal være den korrekte betegnelse af, hvilke varer
det drejer sig om – det må altså ikke være et fantasinavn.
Ingrediensliste
Færdigpakkede fødevarer der indeholder mere end èn
ingrediens, skal som udgangspunkt være påført en liste hvoraf du
kan se, hvilke ingredienser der er i varen. Den ingrediens, der er
mest af, skal stå først, og herefter står den ingrediens der er
næst mest af, osv. Den sidst nævnte ingrediens er altså den
ingrediens, der er mindst af, i varen.
På små pakninger der er mindre end 10 cm2 kræves der ikke en
ingrediensliste.
Mængdeangivelse af ingredienser
Varedeklarationen skal indeholde oplysninger om, hvor meget
fødevaren indeholder af de vigtigste ingredienser. Det giver dig
bedre mulighed for at vurdere fødevarens kvalitet og at
sammenligne indholdet med indholdet i andre varer.
Det er som hovedregel et krav, at mængden af en ingrediens angives,
hvis:
- Ingrediensen indgår i varebetegnelsen. Fx skal der på
"rejesalat" angives mængden af rejer.
- Ingrediensen er vist på et billede eller på anden måde
fremhævet. Er der fx et billede af en asparges på en hønsesalat,
skal mængden af asparges angives.
- Forbrugeren normalt forventer, at ingrediensen er i varen. Det
kan fx være mængden af kød i spegepølse.
- Ingrediensen er væsentlig for at karakterisere en vare og
adskille varen fra lignende varer. Det kan fx være marcipan, som
kan laves af varierende mængder mandler. Her skal mængden af
mandler angives. Mængderne angives med den procentdel af varen, som
ingrediensen udgjorde på fremstillingstidspunktet.
Tilsætningsstoffer
Hvis en færdigpakket fødevare indeholder tilsætningsstoffer, skal
det som udgangspunkt fremgå af ingredienslisten, hvilke
tilsætningsstoffer der er i fødevaren. Det er en hjælp, hvis du
ønsker at undgå bestemte tilsætnings- stoffer. Det skal fremgå af
ingredienslisten, hvilken kategori tilsætningsstoffet hører til og
dets navn eller E-nummer. Hvis der er tilsat aroma i varen, skal
der stå "aroma" i ingredienslisten og eventuelt stoffets
navn.
Næringsdeklaration
En næringsdeklaration angiver, hvor meget der findes af
de enkelte næringsstoffer i varen, og hvor meget energi man får fra
varen. Oplysningerne kan være en hjælp til at vælge rigtigt, når
man vil planlægge sammen- sætningen af sin mad.
Læs om næringsdeklarationer på Fødevarestyrelsens
hjemmeside