Gåture, eller vandreture, er populært både blandt mænd og
kvinder og populariteten stiger med alderen.
Energiforbrug og intensitet
Gåture betegnes normalt som fysisk aktivitet af moderat intensitet.
Det er altså en aktivitet, hvor pulsen og vejrtrækningen øges, men
hvor du stadig kan føre en samtale imens.
Energiforbruget ved gang kan øges ved at sætte tempoet op, gå på
trapper eller bakker, eller ved at bruge armene mens du går.
Gåture vil typisk ikke forbedre konditionen mærkbart, men da gåture
til gengæld ofte varer længere tid end hårdere motionsformer,
bidrager de til et øget energiforbrug, hvilket er en fordel i
forhold til vægttab. Desuden er gåture en skånsom motionsform og
derfor særligt velegnet til ældre, gravide og overvægtige.
Kom i gang
Populariteten af gåture skyldes blandt andet, at det er en simpel
og lettilgængelig motionsform. Du behøver hverken skifte tøj eller
investere i dyrt udstyr for at komme i gang. Et par sko, du går
godt i, og overtøj efter vejret er alt, der skal til.
Tidsmæssigt kan gåture tænkes ind mange steder i hverdagen. Det
kan være en lille gåtur i frokostpausen, en tur i skoven med hele
familien, luftning af hunden eller som alternativ til en cafétur
med veninderne.
Anderledes gåture
Der er mange måder, hvorpå man kan gøre gåturen mere spændende
eller anderledes.
- Stavgang eller ’power-walking’ er eksempler, der giver gåturen
et fokus på øget forbrænding og motion.
- Der findes mange gå-klubber rundt om i landet, der mødes én
eller flere gange om ugen og går ture af varierende længde og
hastighed.
- De fleste skove har markerede vandrestier, der ofte leder forbi
særligt naturskønne steder.
- I flere skove er der opsat permanente orienteringsløb, der kan
bruges som udgangspunkt for en gåtur for hele familien.
- Geocaching: Ved hjælp af en GPS finder man små skatte rundt
omkring i de danske skove.
- I mange byer er der markerede stier og ruter, der går forbi
lokale seværdigheder.