Fitness omfatter blandt andet styrketræning, aerobic og
spinning, og dyrkes for det meste i et træningscenter, men kan også
foregå hjemme i stuen eller måske endda i en park.
Energiforbrug og intensitet
Fitness omfatter som nævnt flere motionsformer, men fælles for de
fleste er, at de tilhører gruppen af motionsformer med høj
intensitet. Høj intensitet betyder, at din puls og vejrtrækning
øges væsentligt og, at du kun kan tale i kortere sætninger.
Ved aktivitet af høj intensitet forbedres konditionen, idet både
vejrtrækning og kredsløb udfordres. Desuden øges forbrændingen og
knoglerne styrkes.
Kom i gang
Hvis du gerne vil i gang med at dyrke fitness, kan du ofte få en
gratis prøvetime i dit lokale fitnesscenter. Foruden de store kæder
af fitnesscentre findes der i mange idrætshaller og på
arbejdspladser motionsrum og fitness-klubber, man kan melde sig ind
i. Desuden udbyder mange aftensskoler aerobic-hold og fitness-hold,
og rundt omkring i landet findes en række fitnessforeninger. Du kan
også købe en fitness-dvd og træne hjemme på stuegulvet.
De fleste former for fitness kræver ikke andet udstyr end et par
træningssko og behageligt tøj, som du kan bevæge dig.
Anderledes fitness
Fitness behøver ikke være en aerobic time i et lokale med spejle på
alle vægge…
- Træningspavilloner: Mange steder i landet er der opsat såkaldte
træningspavilloner, hvor man kan styrketræne med simple redskaber –
gratis og ude i naturen. Pavillonerne er ofte opstillet i
forbindelse med løberuter eller idrætsanlæg.
- Crossfitt: En relativt ny motionsform i Danmark. Crossfitt
består af forskellige styrke- og konditionsøvelser, der gentages et
vist antal gange. Intensiteten er relativt høj og programmerne ofte
ret korte (5-20 min.).
- Mange fitnesscentre og aftenskoler tilbyder en række
forskellige typer hold. Foruden aerobic, spinning og styrketræning
omfatter de forskellige former for dans, hold for gravide og ældre,
baby-hold og slanke-hold.