Mange følger det traditionelle mønster med tre hovedmåltider og
et eller flere mellemmåltider. Mens andre spiser mange små måltider
i løbet af dagen. Hvor mange måltider og på hvilke tidspunkter, man
spiser, afhænger af ens livs- og arbejdsvilkår.
Generelt er det fornuftigt at spise tre måltider på en dag. De
forskellige måltider giver variation, fordi de indeholder
forskellige produkter. Sandsynligheden for, at man får dækket sit
behov for vitaminer, mineraler o.a. bliver større, ligesom man får
mindre lyst til at overspise sidst på dagen.
Uanset hvor mange måltider man spiser om dagen, er det vigtigste
dog, at man spiser sundt og varieret.
Alle de vitaminer, mineraler og andre stoffer, man har behov
for, findes i maden, men i meget varierende mængde afhængig af
fødevare. Derfor er det vigtigt at spise mad fra alle kategorier og
at veksle mellem forskellige typer fødevarer indenfor hver af disse
fire grupper:
- Brød, gryn og kartofler, ris og pasta
- Frugt og grønt
- Kød, fisk, æg, mælk og ost
- Smør og olie
Man skal spise mest fra de to første grupper. Et måltid bør
først og fremmest indeholde mange kulhydrater. Det får man fra
kartofler, ris, pasta, grønsager, brød og gryn. Frugt og grønsager
bør også indgå i alle måltider.
Hovedmåltiderne må desuden gerne indeholde mindre mængder af enten
fisk, kød, mælkeprodukter, ost eller æg. En lille smule fedtstof
hører også med til sund mad. Det skal helst være plantebaseret fx
raps-, oliven- eller vindruekerneolie.