Y-tallerkenen kan bruges af både mænd, kvinder og børn over 3 år
og for alle måltider. Spiser du efter Y-tallerkenen er det nemmere
at spise sundt og varieret.
- 1/5 kød, fjerkræ, fisk, æg, ost og sovs
- 2/5 brød, kartofler, ris eller pasta
- 2/5 grønsager (gerne 2 forskellige slags) eller frugt
Small, medium eller large tallerken
Men der er selvfølgelig forskel på, om man øser op på en stor eller
en lille tallerken. Hvis du spiser af en almindelig "medium"
tallerken, får du en passende mængde mad og bliver mæt. Hvis du
gerne vil slanke dig, kan man udskifte noget
brød/kartofler/ris/pasta med flere grønsager.
Til "large" portioner er der kun at sige - al den energi der
kommer ind skal forbrændes for ikke at sætte sig på dig som
overflødige kilo!
Gryderetter – dobbelt så meget grønt som kød eller
fisk
Y-tallerkenen er nemmest at bruge til det varme måltid, fordi de
ofte består af kød, kartofler og grønsager. Men i en gryderet er
det sværere at forestille sig de enkelte dele, fordi kød og grønt
er blandet sammen. Derfor er rådet, når du laver en gryderet eller
sammenkogt ret: brug dobbelt så mange grønsager som kød eller fisk.
Et eksempel: Bruger du 400 g hakket kød til kødsovs, så brug 800 g
grønsager.
Brug dobbelt så meget grønt når du laver
fx:
- Chili con carne
- Wok-retter
- Gullash
- Boeuf Bouguignon
Andre tips til den varme mad
For at få mere grønt i maden kan du også blande revne rodfrugter i
frikadellefarsen eller blande grønsager i ris og pasta. Eller hvad
med at koge rodfrugter med i kartoffel- mosen?
Vælg kød der indeholder max. 10 g fedt pr. 100 g eller mindre og
spar på fedtstoffet i sovsen og i dressingen.