Generelt handler det i om at spise efter de 8 kostråd. Gør du
det, har det ikke den store ernæringsmæssige betydning, hvis du kun
spiser fastfood ca. en gang om måneden.
Pizza
Pizzaen er i sin enkleste form – bund, tomatsovs og lidt ost - et
udmærket produkt, men ofte serveres pizza med meget ost og fedt
kødfyld ovenpå, hvorved pizzaen bliver en kalorierig sag. Deep pan
pizzaer har en tykkere bund end den klassiske italienske pizza, men
også her kan det fede fyld ende med at gøre pizzaen til en fed sag
til trods for den fornuftige brødbund.
Ser man på pizzaer købt i pizzeriaer og lignende steder, så
giver de i gennemsnit ca. 5000kJ pr. stk., hvilket svarer til over
50 % af det daglige energibehov for en kvinde med et mellem
aktivitetsniveau. Til sammenligning bør et hovedmåltid bidrage med
ca. 20-30 % af dagens energi. Læs mere om det i linket til højre
'Pizza hitter hos de unge'.
Vælger man en pizza med meget ost og f.eks. peperonipølse, bør
måltidet suppleres med en salat og grønsager, og pizzaen bør gælde
som et måltid. Undersøgelser af pizzaers fedtindhold i marts 2002
viser, at nogle pizzaer har et fedtindhold på 80 g pr. pizza. Dette
svarer til, hvad en voksen mand maksimalt bør spise på en
dag.
Man kan også vælge at købe supermarkedets frosne eller færdige
pizzaer på køl. Her kan man kigge på hvor meget energi de
indeholder og styre uden om de fedeste ved at kigge på
varedeklarationen. Hvis du ikke kan se energi- og fedtindhold, så
vælg pizzaer, der ikke svømmer i ost, pølse og f.eks. hvidløgsolie.
Lettest er det at vælge dem, som er nøglehulsmærkede, så er man
sikret et sundere valg.
Pølse
Den klassiske pølse med brød er ofte en fed sag, men den fylder
ikke så meget i kalorieregnskabet. For at få bare en smule balance
i måltidet, bør der som minimum spises to brød til hver pølse, og
så skal pølsen være kogt og ikke ristet og svøbt med bacon.
Der findes nogle pølser på markedet, der har et lavere fedtindhold,
som kan være et godt alternativ. Ligeledes er der også
fuldkornsbrød på markedet, se efter fuldkornlogoet.
Sandwich
Der er i de senere år dukket sundere fastfood alternativer op,
navnlig i de store byer, fx sandwichbarer. Her serveres brød fyldt
med f.eks. kylling og salat, hvilket er et udmærket måltid, så
længe salaten ikke er sovset ind i fed dressing, og der ikke er
masser af ost som fyld. Du kan bede om en mindre mængde dressing
eller en sandwich helt uden. En frisklavet sandwich kan sagtens
spises uden dressing.
Nogle sandwichbarer sælger også menuer, hvor du får sandwich sammen
med pommes frites og sodavand. Her kommer du ligesom med en
burgermenu ofte hurtigt op på et højt energiindtag med meget fedt
og sukker, så sandwichmenuen bliver for stor til at gælde som et
mellemmåltid.
Nogle kiosker tilbyder færdiglavede sandwichs, som er
nøglehulsmærkede. Dvs. det er en sundere sandwich med mindre fedt
og salt og mere fuldkorn i brødet.
Asiatisk mad
Udsalgssteder med asiatisk mad (thai take-away, chinabox o.l.)
findes også i gadebilledet. Ofte serveres ris eller nudler sammen
med kød og grønsager. Retterne kan være uden meget fedt, men hvis
nudler eller ris er stegt, suger de fedt til sig som en svamp, så
begræns de stegte nudler og den stegte ris.
Nudelretter
Tørrede nudelretter har et meget svingende fedtindhold, fordi nogle
nudler er stegt i olie før de tørres. Du kan ikke se på nudlerne,
om de er stegte før de blev tørret, så du bliver nødt til at kigge
på varedeklarationen og undgå de fedeste varianter.