På tidspunkter hvor familien ikke spiser samtidig, har
mikrobølgeovnen sin store berettigelse. F.eks. kan resterne fra
aftensmaden anrettes på tallerkener, som de store børn selv kan
opvarme, når de kommer hjem fra skole.
Det er mikrobølgeovnen god til:
- Hurtig til opvarmning af små portioner.
- Tilberedningstiden er kortere end ved traditionel opvarmning,
så du sparer både tid og energi ved opvarmning af små
portioner.
- Optøning af såvel rå som tilberedte frostvarer.
- Kogning af fisk, farsretter, grønsager og frugt. De vigtigste
næringsstoffer bevares på grund af den korte opvarmningstid.
- Maden kan tilberedes med mindre vand og fedtstof. Det vil sige
at den i nogle tilfælde bliver bedre og i andre sundere.
Det er mikrobølgeovnen uegnet til:
- Der kan ikke steges i en almindelig mikrobølgeovn.
- Der kan ikke bages en almindelig mikrobølgeovn.
- Uegnet til tilberedning af store portioner.
Vigtigt at varmen fordeles
Som ved traditionel madlavning er det vigtigt, at varmen fordeler
sig jævnt i maden. Så smager den bedre, og eventuelle
sygdomsfremkaldende bakterier, som f.eks. salmonella fra de rå
madvarer, bliver slået ihjel. Den mest jævne varmefordeling i
mikrobølgeovn får du, hvis maden opvarmes i en flad og rund
beholder.
For at forbedre varmefordelingen yderligere skal du dække maden med
f.eks. en tallerken eller en egnet plastfolie (mikrobølgefilm).
Samtidig undgår du, at maden udtørrer og at stænker ovnen
til.
Husk! Tænd aldrig for en tom ovn.
Hviletid
For at sikre et effektivt drab af mikroorganismer skal alle områder
i kød eller færdigret opvarmes til en vis temperatur i en vis tid.
Mikrobølger trænger kun 1-5 cm ind i maden, og varmen skal fordele
sig til hele portionen, før den er gennem- kogt eller -stegt. Når
maden tages ud af mikrobølgeovnen, skal den derfor hvile en tid,
inden den spises. Ofte kun den tid det tager at anrette og sætte
mad på bordet. For at være sikker på at bakterierne er dræbt, skal
temperaturen op på mindst 75°C i hele retten.
Optøning og tilberedning
For at sikre at varmen fordeles jævnt i maden, er det
vigtigt, at optøning og tilberedning af frosne madvarer foregår i 2
trin, så smager maden bedre og eventuelle sygdoms- fremkaldende
bakterier bliver slået ihjel.
- Optøning i mikrobølgeovn - Efterfølgende hviletid i lige så
lang tid, som optøning i tændt ovn har varet.
- Endelig tilberedning i mikrobølgeovn - Efter opvarmning skal
kød og færdigtilberedte retter igen hvile, til varmen har fordelt
sig i hele retten.
Rengøring
Mikrobølgeovnen gøres rent med opvaskemiddel. Brug aldrig
skuresvampe eller skurepulver for de kan ridse og beskadige
ovnrummet. Det er især vigtigt at ovnlågens kant holdes ren, for at
den kan slutte tæt. Afbryd for elkontakten til ovnen før du gør
rent med vand. Tør efter med en tør klud.
Brug det rigtige køkkengrej - check
mærkningen
Det er vigtigt at bruge det rigtige køkkengrej i mikrobølgeovnen.
Kik efter mærkning og brug kun køkkengrej der er mærket med
"velegnet til mikrobølgeovn" .
Materialer der ikke er mærkede er ikke velegnede at bruge. De kan
være lavet af materialer, som hindrer mikrobølgerne i at opvarme
maden eller de kan afgive skadelige stoffer til maden.
Må ikke bruges i mikrobølgeovn:
- PVC både som film, bægre, skåle etc.
- Almindelig husholdningsfilm.
- Yoghurtbægre og lign.
- Fade, skåle, kopper etc. af melamin f.eks.
Margrethe-skåle.
- Metaller, aluminium kan bruges i ovne produceret efter
1980.
Mindre egnet i mikrobølgeovn:
- Lertøj og fajance er mindre egnede. De kan have opsuget
fugtighed ved opvask, så de sprænges ved opvarmning.
- Bortset fra bagepapir bør papir og pap ikke bruges i
mikrobølgeovn.
- Køkkenrulle og servietter er normalt fremstillet af papir, der
ikke er beregnet til at komme i kontakt med mad og slet ikke ved
højere temperaturer. Afhængigt af kvaliteten kan papiret være
uhygiejnisk eller afgive skadelige stoffer til maden.
Smørrebrødspapir er dog velegnet som låg over fade etc., hvis
papiret ikke kommer i kontakt med maden.