Hvis du vil bruge et grønt drys ved servering af varm mad, er
det en god idé at servere det grønne drys ved siden af, så kun den
mad der bliver spist, er krydret med grønt.
Når du bruger spinat, grønkål og andre nitratholdige
grønsager
Hvis varme retter, der indeholder disse grønsager skal gemmes, skal
den:
- nedkøles hurtigt
- opbevares i køleskab
- opvarmes grundigt
Ellers kan maden komme til at indeholde betydelige mængder
nitrit.
Nitrit
Nitrit kan medvirke til dannelse af nitrosaminer. Mange
nitrosaminer har vist sig at være kræftfremkaldende stoffer i
dyreforsøg, og det anses for sandsynligt, at de også kan være
kræftfremkaldende for mennesker. Nitrit er desuden farligt for
spædbørn.
Normalt indeholder friske grønsager og frugter kun meget små
mængder nitrit. Men hvis nitratholdige fødevarer opbevares
uhensigtsmæssigt kan det medføre en øget dannelse af nitrit, fordi
bakterier kan omdanne nitrat til nitrit.
Det gælder især for grønsager, som spinat og grønkål, der er svære
at rense fuldstændigt fri for jord og dermed for bakterier.
Ingen grønne drys til spædbørn
På persille og andre bladgrønsager kan der være jord og dermed
jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse i
antal ved henstand og genopvarmning, og de kan medvirke til
dannelse af nitrit. Derfor bør persille og andre bladgrønsager ikke
bruges som "grønt drys" til spædbørnskost.
Tag kun den mad op på tallerkenen, som barnet kan spise, og smid
resterne ud, hvis barnet ikke spiser op, da de kan være forurenet
af bakterier fra barnets mund.