Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

3. marts 2011

En aktiv hverdag

Daglig brug af dine muskler er vigtigt for en sund og velfungerende krop. Vær derfor aktiv i hverdagen.

Vi er mindre fysisk aktive end tidligere. Vi bruger i højere grad bilen som transportmiddel og vi tilbringer mere tid foran TV'et og computeren.

Desværre kan der nemt komme en ubehagelig konsekvens i form af overvægt og livsstilssygdomme, hvis vi altid vælger de lette løsninger.

Vi mennesker har fra naturens side meget stærke signaler til at spise, men svage signaler til at røre os. Samtidig har vi svage signaler til at stoppe med at spise og stærke signaler til at stoppe med at røre os.

Derfor er det ikke overraskende, at vi nemt kan blive fristet til at klare os uden nogen form for motion. Med tiden har mange også fået stillesiddende arbejde.

Sundt at være aktiv i hverdagen
 
Du kan få meget aktivitet foræret i hverdagen, hvis du fx cykler til og fra arbejde i hurtigt tempo, lufter hunden i lunte tempogår ture i hurtigt tempo. 
Det er de små ting i hverdagsrutinerne, der tæller i det lange løb og ikke kun at spille fodbold eller badminton en gang om ugen. Den største sundhedsmæssige gevinst opnås ved at bytte den stillesiddende tid ud med flere af de små hverdagsaktiviteter.

Hellere fed og vågen - end slank og doven
Der er godt nyt, hvis du er fysisk aktiv og alligevel vejer lidt for meget. Faktisk er det farligere at være slank og passiv end det er at være overvægtig og aktiv dvs. hellere fed og vågen end slank og doven. Så uanset om du taber dig eller ej, er det altså værd at motionere noget mere.
Kontakt
Fødevarestyrelsen Gregers Hummelmose 3395 6673.