Slidgigt er en hyppigt forekommende sygdom i kroppens led.
Slidgigt er i de fleste tilfælde relateret til stigende alder, men
forekommer også hos yngre personer, eventuelt som resultatet af en
pludselig opstået skade. Svag muskelfunktion og overvægt øger
risikoen for at udvikle slidgigt.
Fysisk aktivitet som behandlingsform
Slidgigt kan være smertefuldt og derfor er der risiko for at de
ramte personer nedsætter mængden af fysisk aktivitet.
Det står dog i modsætning til anbefalingerne om at behandle
slidgigt med regelmæssig fysisk træning. Motion har i mange
tilfælde en god effekt i forhold til de tidlige stadier af slidgigt
og træning kan styrke muskler omkring leddene og måske holde
eventuelle smerter nede.