4. november
2010
Krydderier og krydderurter
Et krydderi eller friske krydderurter tilsættes maden for at
fremhæve en bestemt smag eller for at få maden til at smage af
noget ekstra. Et krydderi er en pulveriseret eller tørret plante
eller plantedel, mens friske krydderurter tilsættes hel eller kun
let findelt. Desuden betragtes bl.a. sukker og salt (natriumklorid)
som krydderier.
Krydderier og krydderurter har været brugt som
smagsgivere gennem hele historien. Op gennem middelalderen blev
antallet udvidet betydeligt, men i første omgang mest til
medicinske formål, fordi krydderierne tillagdes
lægemiddelvirkning.
I løbet af årene efter 1900 gik brugen af krydderurter af mode, og
i stedet blev pulveriserede, eksotiske krydderier brugt. I
1960'erne blev krydderurterne genopdaget i forbindelse med, at man
fik kendskab til den sydeuropæiske gastronomi, hvor urterne aldrig
var gået af mode.
Regional forskel på brugen af urter
Der er dog stadigvæk mærkbare, regionale forskelle imellem
de urter, man helst bruger. I standard køkkenet er persille, timian
og laurbær meget udbredt. I det franske køkken bruges der meget
estragon og kørvel. I England har man en forkærlighed for mynte og
salvie, mens rosmarin, oregano og basilikum stadig er mest populære
i Middelhavs landene. Særegent for de nordiske køkkener er peberrod
og dild. Fra asiatiske køkkener kan nævnes frisk koriander i
kinesisk mad og citrongræs i thailandsk.
Tørrede urter
Ofte bruges de tørrede urter i form af færdige blandinger:
Fines herbes er f.eks. en blanding af persille, kørvel, estragon og
purløg. Tilsvarende er Herbes de Provence en blanding af timian,
rosmarin, laurbær, basilikum og sar (af og til med et drys ægte
lavendel).
En suppevisk er navnet på en urteblanding, bestående af sammen
bundne blade af porre, selleritop, persille og evt. timian, og evt.
laurbær og merian.
Nogle krydderier er en sammenblanding af flere krydderier, mest
kendt er nok karry. Den gule farve stammer fra gurkemeje.
Yderligere krydderier i blandingen, som typisk består af ca. 10
forskellige, kan være: bukkehornsfrø, muskatnød, spidskommen,
laurbærblade, allehånde, safran, kardemomme, kanel, koriander,
nellike, anis, sort peber, hvid peber, ingefær, hvidløg og sennep.
I Indien laves mange forskellige blandinger, ofte betegnet
masala.