Krydderier og krydderurter

Krydderier og krydderurter har været brugt som smagsgivere gennem hele historien. Op gennem middelalderen blev antallet udvidet betydeligt, men i første omgang mest til medicinske formål, fordi krydderierne tillagdes lægemiddelvirkning.
I løbet af årene efter 1900 gik brugen af krydderurter af mode, og i stedet blev pulveriserede, eksotiske krydderier brugt. I 1960'erne blev krydderurterne genopdaget i forbindelse med, at man fik kendskab til den sydeuropæiske gastronomi, hvor urterne aldrig var gået af mode.

Regional forskel på brugen af urter
Der er dog stadigvæk mærkbare, regionale forskelle imellem de urter, man helst bruger. I standard køkkenet er persille, timian og laurbær meget udbredt. I det franske køkken bruges der meget estragon og kørvel. I England har man en forkærlighed for mynte og salvie, mens rosmarin, oregano og basilikum stadig er mest populære i Middelhavs landene. Særegent for de nordiske køkkener er peberrod og dild. Fra asiatiske køkkener kan nævnes frisk koriander i kinesisk mad og citrongræs i thailandsk.

Tørrede urter
Ofte bruges de tørrede urter i form af færdige blandinger: Fines herbes er f.eks. en blanding af persille, kørvel, estragon og purløg. Tilsvarende er Herbes de Provence en blanding af timian, rosmarin, laurbær, basilikum og sar (af og til med et drys ægte lavendel).

En suppevisk er navnet på en urteblanding, bestående af sammen bundne blade af porre, selleritop, persille og evt. timian, og evt. laurbær og merian.

Nogle krydderier er en sammenblanding af flere krydderier, mest kendt er nok karry. Den gule farve stammer fra gurkemeje. Yderligere krydderier i blandingen, som typisk består af ca. 10 forskellige, kan være: bukkehornsfrø, muskatnød, spidskommen, laurbærblade, allehånde, safran, kardemomme, kanel, koriander, nellike, anis, sort peber, hvid peber, ingefær, hvidløg og sennep. I Indien laves mange forskellige blandinger, ofte betegnet masala.